Flere tusinde borgere mødte mandag op til de mange mindehøjtideligheder, der blev afholdt overalt i landet.
Med fakler markerede de deres sympati med de to mænd, der i weekenden mistede livet, efter at være skudt af den 22-årige formodede gerningsmand.
Den ene af de to dræbte var den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard, mens den anden var den 37-årige Dan Uzan.
LÆS OGSÅ: Ikke en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer
Den første mindehøjtidlighed begyndte omkring klokken 18 i Aarhus. Her blev arrangementet indledt med et minuts stilhed, hvorefter blandt andre forsvarsminister Nicolai Wammen (S) talte, inden det sluttede med fællessang.
En af de mange fremmødte borgere var Ditte Palm:
- Jeg er her, fordi jeg er berørt af det, der er sket i København. Det skaber en angst i samfundet. Når sådan noget sker, rykker vi tættere sammen, siger hun til stiften.dk.
Kronprinsen deltager
I København begynder arrangementet klokken 20, og her måtte man på forhånd flytte lokation.
Oprindeligt var mindehøjtideligheden nemlig planlagt til at foregå ved Krudttønden på Østerbro, hvor den ene af de to mænd blev dræbt i forbindelse med et debatmøde, hvor den svenske Muhammedtegner Lars Vilks deltog.
LÆS OGSÅ: Her er gerningsmandens våben
I stedet bliver mindehøjtideligheden afholdt på Gunnar Nu Hansens Plads, hvor det forventes, at mere end 20.000 borgere vil møde op.
Blandt de fremmødte i København vil blandt andre være kronprins Frederik og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Derudover ventes alle danske partiledere at deltage.