Terroreksperter: Lad unge rejse til Syrien
Det er risikabelt at standse unge, der vil til Syrien eller Irak, siger terroreksperter.
Myndighederne bør ikke tage passet fra unge, der vil til Syrien og kæmpe, men i stedet lade dem rejse, lyder det fra terroreksperter.
Myndighederne bør ikke tage passet fra unge, der vil til Syrien og kæmpe, men i stedet lade dem rejse, lyder det fra terroreksperter. Foto: Deleuranfoto/Free


Myndighederne bør ikke tage passet fra unge, der vil til Syrien og kæmpe, men i stedet lade dem rejse.

Det vurderer flere eksperter en uge efter den seneste terroranalyse fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, skriver Jyllands-Posten.

I analysen skriver PET, at det kan være risikabelt at standse folk, der vil til Syrien eller Irak, fordi der i nogle tilfælde kan "opstå frustration, der kan skabe intention om at begå terror".

- Frem for forebyggende at forsøge at forhindre de unge i at rejse, hvorved de dermed kan blive en større trussel i Danmark, burde man hellere lade dem rejse og så i stedet overvåge deres tur gennem Europa, fange dem i Tyrkiet på grænsen til Syrien, få de tyrkiske myndigheder til at sende dem tilbage til Danmark og så retsforfølge dem her i landet.

Sådan siger terrorforsker og forskningsleder ved Forsvarshøjskolen i Stockholm, Magnus Ranstorp, til Jyllands-Posten.

Han bakkes op af terrorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, Manni Crone.

Ud fra et rent sikkerhedsmæssigt perspektiv, vil det være mere sikkert ikke at holde på de rejselystne islamister, siger hun.

- Hvis du tager passet fra nogen, og de så bliver sure og frustrerede og føler, at alt det, de skulle have lavet i Syrien, bliver de nødt til at lave i Danmark, har vi på en måde gjort tingene værre, siger Manni Crone til avisen.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen (V), fastholder, at det generelt er fornuftigt at tage passet fra personer, som vil til Syrien.

Også Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne forsvarer pasloven, som gør det muligt at tage passet fra Syrien-krigere.

- Man kan ikke lade folk rejse rundt, hvis de ønsker at begå terror. Det er, uanset hvor det er, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.