Terrorberedskab giver politiet hotelregning for millioner
Beredskabet i København betyder, at betjente fra hele landet bor på hotel for at hjælpe til med bevogtningen.
Politiet har øget beredskabet efter terroren i København, og det betyder, at betjente fra hele landet bor på hoteller i København. (Arkivfoto)
Politiet har øget beredskabet efter terroren i København, og det betyder, at betjente fra hele landet bor på hoteller i København. (Arkivfoto) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Rigspolitiet bruger knap tre millioner om måneden på indkvartering, forplejning og transport for betjente, der drager til København som led af det øgede terrorberedskab.

Det viser en opgørelse over udgifterne til beredskabet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

I alt er der blevet brugt 23,2 millioner kroner fra februar til september, og her er eventuelle udgifter til materiel, våben og lignende ikke medregnet.

Selv om millionbeløbet kun udgør en lille del af politiets samlede budget, fortæller det alligevel en del af historien om et presset dansk politi, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

- Det viser noget om en lille del af følgeomkostningerne, der har været siden terrorangrebet i København. Det koster rigtig mange penge for politiet.

- Igen kan vi bare sige, at der er brug for en større politistyrke, så man kan varetage den her opgave uden at transportere betjente løbende til København, siger Skaarup.

Ifølge Ritzaus oplysninger er politibetjentene indkvarteret på hoteller i Københavnsområdet, som politiet har aftaler med. Rigspolitiet oplyser, at det på grund af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan oplyses, hvilke hoteller politiet har aftaler med.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, mener ikke, at det er noget overraskende i beløbet.

Men det er blot endnu et kapitel om et presset dansk politi, siger Bramsen.

- Det er klart, at når man har et behov for en ekstraordinær situation, så koster det nogle penge, men det peger på, at der er behov for permanente løsninger, siger hun.

For betjente, der bor langt fra København, som eksempelvis kredsen i Nordjylland, vil det typisk fungere sådan, at man rejser mod øst søndag aften og vender hjem igen torsdag aften.

Derfor svinger de månedlige udgifter også alt efter, hvilke politikredse der sender mandskab til København. Til bevogtningsopgaver arbejder politiet typisk i 12-timers vagter.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind (V).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.