Terminal i London-lufthavn evakueret
Lufthavnen i Gatwick kalder evakuering for "et præventivt tiltag".
Den britiske avis The Daily Telegraph skriver på sin hjemmeside, at politiet i Sussex har bekræftet fundet af en mistænkelig genstand i terminalen.
Den britiske avis The Daily Telegraph skriver på sin hjemmeside, at politiet i Sussex har bekræftet fundet af en mistænkelig genstand i terminalen. Foto: Scanpix arkiv


Den nordlige terminal i London Gatwick Airport er lørdag formiddag blevet evakueret.

Det oplyser lufthavnen på Twitter.

- På grund af en hændelse er den nordlige terminal blevet evakueret som et præventivt tiltag. Ekstra mandskab er på stedet og holder øje med passagerernes velbefindende, skriver lufthavnen.

Den britiske avis The Daily Telegraph skriver på sin hjemmeside, at politiet i Sussex har bekræftet fundet af en mistænkelig genstand i terminalen.

- Vi efterforsker stadigvæk. Terminalen bliver evakueret præventivt, siger en talskvinde for politiet til avisen.

Ifølge Reuters har politiet bekræftet, at der er tale om "en mistænkelig pakke".

Avisen har talt med øjenvidner, som fortæller, at politifolk pludselig løb gennem terminalen og råbte, at passagererne skulle forlade terminalen.

Vidnet fortæller, at han sammen med cirka 500 andre passagerer er blevet beordret ind i et busskur, og at de har ikke har fået noget at vide om, hvad evakueringen skyldes.

Gatwick er ifølge Reuters en af Storbritanniens travleste lufthavne med 39 millioner årlige passagerer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.