Tennisstjerne vil spille med smerter i Miami
Det bliver med smerter i knæet, at Serena Williams skal forsøge at jagte triumf i Miami Open.
Serena Williams kan se frem til en uge i smerter i Miami.
Serena Williams kan se frem til en uge i smerter i Miami. Foto: Mark J. Terrill/AP


Verdensetteren Serena Williams måtte trække sig fra semifinalen i tennisturneringen Indian Wells i sidste uge på grund af et skadet knæ. Det knæ volder stadig Williams problemer, men hun regner med at kunne spille i Miami Open trods smerterne.

- Jeg ved, jeg er nødt til at leve med smerterne, siger den amerikanske stjernespiller til AFP.

- Jeg skal finde ud af, hvordan jeg bedst spiller med dem.

Hun udelukker da heller ikke, at det kan blive til en modvillig exit igen.

- Jeg er her i Miami, så jeg må bare give den gas og se, hvad der sker, lyder det fra den 19-dobbelte grand slam-vinder.

Fredag skal hun i sin første kamp i turneringen op mod rumænske Monica Niculescu, som Williams besejrede i Indian Wells, inden hun trak sig fra turneringen.

Danske Caroline Wozniacki er også med i turneringen i Miami, hvor hun torsdag spiller sin første kamp i anden runde mod amerikaneren Madison Brengle.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.