Tennisstjerne får sin første grustriumf
Andy Murray måtte vente 10 år på at vinde sin første grusturnering som professionel tennisspiller.
Britiske Andy Murray vandt sin første turnering på grus mandag.
Britiske Andy Murray vandt sin første turnering på grus mandag. Foto: Kerstin Joensson/AP


Den britiske tennisstjerne Andy Murray vandt mandag karrierens første turnering på grus, da han tog titlen ved BMW Open i München.

I finalen vandt den 27-årige skotte over hjemmebanehåbet Philipp Kohlschreiber med 7-6, 5-7 og 7-6.

Det tog godt tre timer at hjemføre den første grustitel for Murray, der var topseedet i det sydtyske.

De første 23 minutter blev afviklet søndag, inden et massivt regnvejr betød, at resten af kampen måtte udsættes en dag.

Andy Murray vandt undervejs to tiebreaks med 7-4 i den tætte kamp mod verdensranglistens nummer 24.

Briten har ikke tid til at fejre turneringssejren, da han i denne uge deltager ved Madrid Masters, hvor han dog er oversidder i første runde. Modstanderen i anden runde tegner til at blive mandagens finalemodstander Philipp Kohlschreiber.

Andy Murray, der startede sin professionelle karriere i 2005, har gennem årene vundet 32 titler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.