Tennislegende stopper som træner for Radwanska
Martina Navratilova kan ikke finde tid til at være træner for Agnieszka Radwanska, så deres veje skilles.
Caroline Wozniackis polske veninde og konkurrent skal have ny træner.
Caroline Wozniackis polske veninde og konkurrent skal have ny træner. Foto: Marijan Murat/AP


Det blev en kort fornøjelse for den polske tennisspiller Agnieszka Radwanska at have legenden Martina Navratilova i trænerteamet.

58-årige Martina Navratilova meddeler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hun stopper efter cirka fire måneder hos verdensranglistens nummer ni.

- Jeg stopper som Agnieszkas deltidstræner, meddeler den 58-årige amerikaner.

- Jeg tror, at jeg undervurderede den tid, vi skulle bruge for at skabe en god situation for både Agnieszka og mig, siger hun til Reuters.

Martina Navratilova, der blev født i det tidligere Tjekkoslovakiet, bliver af nogle regnet som verdens bedste kvindelige tennisspiller nogensinde.

Hun vandt som aktiv 59 grand slam-titler, heraf 18 i damesingle.

Agnieszka Radwanska accepterer, at makkerskabet slutter.

- Jeg vil gerne takke Martina for samarbejdet de seneste måneder.

- Det var en god oplevelse, men vi er enige om, at hvis Martina ikke kunne binde sig 100 procent til projektet, så kunne det ikke blive et partnerskab i lang tid, siger polakken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.