Teleselskaber: Unødvendigt stramt krav om fri EU-roaming
Brancheforening mener ikke, at det var nødvendigt for Europaparlamentet at tvinge fri roaming igennem i EU.


Fra 2017 kan alle europæere tale i telefon og bruge mobildata til samme pris over hele Europa.

Det er resultatet af en aftale mellem det lettiske EU-formandskab og Europaparlamentet, som får en kølig modtagelse af mobilselskaberne.

Jakob Willer, der er direktør for Teleindustriens brancheforening påpeger, at de såkaldte roamingpriser igennem længere tid har været nedadgående i EU og havde udsigt til at fortsætte den kurs.

Derfor mener han, at det aktuelle indgreb ligner en overreaktion, som blandt andet kan gå ud over investeringerne i mobilnettet, fordi selskabernes indtjening på udlandstelefoni vil gå ned.

- Man skal ikke regulere så hårdt, at man fratager teleselskaberne incitamentet til at investere. Vi har brug for investeringer i bredbånd og mobildækning i hele Europa, siger han.

Direktøren peger også på et praktisk problem i, at prisniveauet i de forskellige EU-lande er meget forskelligt.

- Det betyder, at når en dansker skal bruge sin telefon i Tyskland, så skal det være til danske priser. Det betyder, danskeren får lov at bruge det tyske net billigere end tyskerne gør, siger han.

Hos TDC undrer man sig også over, at det skulle være nødvendigt at lovgive så stramt på et marked, man selv opfatter som enormt konkurrencepræget.

- Hvis man kigger på det danske mobilmarked, indgår udlandstelefoni jo allerede som konkurrenceparameter.

- Alle selskaber tilbyder billig udlandstelefoni i en eller anden form, og derfor kan det også virke voldsomt at lovgive om noget, som markedet måske kunne have klaret selv, siger presserådgiver Rasmus Avnskjold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.