Tegn på lav valgdeltagelse ved afstemning i Catalonien
To timer før valgstederne lukkede, havde under en tredjedel stemt ved løsrivelsesafstemning, skriver El Pais.


Den uofficielle folkeafstemning om løsrivelse i den spanske region Catalonien er slut, og de foreløbige oplysninger tyder på en relativt lav valgdeltagelse.

Spaniens justitsminister kalder søndag aften afstemningen for "nytteløs".

Men lederen af regeringen i Catalonien, Artur Mas, mener, at folkeafstemningen er en "total succes".

- Catalonien har igen vist, at det ønsker at regere sig selv, sagde han, efter afstemningen var slut ifølge nyhedsbureauet AFP.

Valgstederne lukkede klokken 20, men det er ikke oplyst, hvor mange der endte med at stemme. Klokken 18 oplyste valgkommissionen, at knap to millioner mennesker på det tidspunkt havde stemt.

Det svarede ifølge avisen El Pais til en valgdeltagelse på 31,74 procent.

Der ventes først officielle resultater fra folkeafstemningen mandag.

Medvirkende til at så få tilsyneladende har stemt kan være, at folkeafstemningen var uformel og ikke-bindende.

Spaniens forfatningsdomstol havde underkendt afstemningen, og regeringen i Madrid har været lige så afvisende over for folkeafstemningen.

- Den er ikke demokratisk gyldig, siger den spanske justitsminister, Rafael Catala, søndag aften.

El Pais skriver, at der har været 5,4 millioner stemmeberettigede over 16 år i Catalonien, og hertil skal lægges 900.000 fastboende udlændinge, som også har kunnet stemme.

Det giver med knap to millioner afgivne stemmer klokken 18 en stemmeprocent på 31,74 procent. Den vil være lidt højere, når alle stemmer er registreret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.