En studerende på det amerikanske universitet Ohio State i Columbus kørte mandag en bil ind i menneskemængde, hvorefter han sprang ud af køretøjet og begyndte at stikke tilfældige mennesker med en kniv.
Gerningsmanden blev skudt og dræbt at en politibetjent. Men inden var 11 personer blevet såret i angrebet.
Myndighederne har identificeret gerningsmanden som en ung mand med somalisk baggrund.
Han menes at have været alene om ugerningen, der nu undersøges som "et muligt terrorangreb". Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Gerningsmanden havde tilsyneladende udtalt sig kritisk om USA på Facebook kort før angrebet.
- Jeg kan ikke klare det mere. USA. Stop med at blande jer i andre landes anliggender - især i de muslimskes. Vi er ikke svage. Vi er ikke svage. Husk det, stod der ifølge tv-stationen ABC i opslaget.
- Hvis I vil have os muslimer til at stoppe med at udføre angreb, så slut fred. Vi vil ikke lade jer sove, medmindre I lader muslimerne være i fred.
Opslaget er siden blevet slettet af de amerikanske myndigheder.
Angrebet på det amerikanske universitet tog kun nogle få minutter.
11 personer er blevet behandlet for stiksår på det lokale hospital. Ingen af de sårede er i livsfare.
De amerikanske myndigheder vil nu undersøge, om gerningsmanden var radikaliseret før angrebet.
Det oplyser et medlem af Kongressen og en anden regeringskilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Adam Schiff, der sidder i Repræsentanternes Hus for Demokraterne, oplyser over for Reuters, at efterretningstjenesten nu er gået ind i sagen.
- Det (angrebet, red.) har alle fællestræk med et terrorangreb udført af en person, der måske har været radikaliseret, udtaler Schiff i en pressemeddelelse.
En anden embedsmand, der ikke ønsker at få sit navn frem, oplyser ifølge Reuters, at efterretningstjenesten nu vil undersøge gerningsmandens baggrund og eventuelle motivation for angrebet.
Kilden kan dog ikke oplyse, hvorvidt gerningsmanden havde tilknytning til militante grupper.
/ritzau/AFP