Normalt er det de ældre på arbejdsmarkedet, der føler sig diskrimineret på grund af deres alder, når de søger job. Men også unge kan blive tilsidesat, viser en ny afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet.
Og det er ikke alle der finder sig i det.
En 16-årig pige havde søgt en stilling som promoter, hvor hun skulle uddele smags- og vareprøver i supermarkeder og storcentre. Da hun fik afslag på sin ansøgning skrev arbejdsgiveren som begrundelse:
“Det skyldes ganske enkelt din alder, idet de promotere vi søger, som minimum skal være 20 år.”
Men ligesom det er i strid med loven om forskelsbehandling at sigte efter medarbejdere under en vis alder, må man heller ikke gå efter medarbejdere over en bestemt alder.
Den 16-årige pige klagede til Ligebehandlingsnævnet over begrundelsen for at hun ikke fik jobbet, og har nu fået medhold og en erstatning på 5000 kroner.