Ted Cruz giver sin støtte til Trump efter måneders ordkrig
Ted Cruz blev tit kaldt løgner af Donald Trump, og han har hidtil nægtet at give sin støtte til rigmanden.
Til partikonventet i byen Cleveland i juli nægtede Cruz højst usædvanligt at give sin støtte til Trump, der allerede havde vundet titlen som partiets præsidentkandidat.
Til partikonventet i byen Cleveland i juli nægtede Cruz højst usædvanligt at give sin støtte til Trump, der allerede havde vundet titlen som partiets præsidentkandidat. Foto: Mark Kauzlarich/Reuters


Han blev døbt løgner af Donald Trump, der også kaldte hans kone grim og hentydede til, at hans far var indblandet i mordet på præsident John F. Kennedy.

Men fredag aften lokal tid skriver Ted Cruz på Facebook, at han nu alligevel vil stemme på Donald Trump til præsidentvalget i november.

Det skriver en række internationale medier.

Ted Cruz var den største rival for Donald Trump under Republikanernes primærvalg tidligere på året.

Til partikonventet i byen Cleveland i juli nægtede han højst usædvanligt at give sin støtte til Trump, der allerede havde vundet titlen som partiets præsidentkandidat.

Det er ellers kutyme, at partiernes præsidentkandidater slår ring om den person, der vinder primærvalget.

- I Cleveland opfordrede jeg vælgere til at stemme i november. Jeg bad dem om at stemme efter deres samvittighed. Efter flere måneders spekulation, bønner og nøje overvejelse er jeg kommet frem til, at jeg stemmer på Donald Trump, skriver Cruz på Facebook.

Under deres debatter ved Republikanernes primærvalg døbte Donald Trump Ted Cruz "løgneren Ted Cruz".

Ted Cruz overså da også sjældent en mulighed for at kalde Trump "amoralsk" eller "ukvalificeret" til at blive præsident.

Den verbale slåskamp mellem de to eskalerede, da Trump tweetede et modelbillede af sin kone ved siden af et uflatterende billede af Ted Cruz' kone, Heidi Cruz.

"Et billede siger mere end tusind ord," stod der.

Trump indrømmede senere, at han ikke skulle have sendt det.

Kampen mellem de to blev heller ikke mindre brutal, da Trump hentydede til, at Ted Cruz' far, Rafael Cruz, havde forbindelser til Lee Harvey Oswald, der blev anholdt for at stå bag drabet på præsident John F. Kennedy i Dallas i 1963.

Donald Trump byder fredag den uventede støtte velkommen.

I en pressemeddelelse skriver præsidentkandidaten ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han er "beæret" over Ted Cruz' melding.

- Jeg er dybt beæret over støtten fra senator Cruz. Vi har kæmpet en hård kamp, og han var en stærk og dygtig modstander. Jeg ser frem til at arbejde med ham i mange år fremover, skriver Trump blandt andet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.