Team Tvis ydmyger Silkeborg-Voel i DM-kvartfinale
Team Tvis Holstebro vandt den første DM-kvartfinale over Silkeborg-Voel med 11 mål på udebane.
Ann Grete Nørgaard og Team Tvis Holstebro er tæt på DM-semifinalen efter storsejr.
Ann Grete Nørgaard og Team Tvis Holstebro er tæt på DM-semifinalen efter storsejr. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


Meget skal gå galt, hvis ikke Team Tvis Holstebros håndboldkvinder avancerer til DM-semifinalerne.

I den første af to DM-kvartfinaler vandt holdet med hele 35-24 på udebane over sæsonens store overraskelse oprykkeren Silkeborg-Voel.

Der var ganske enkelt klasseforskel på de to hold. Allerede i første halvleg trak forhåndsfavoritten fra og skabte sig en pauseføring på 17-7.

I anden halvleg fastholdt Team Tvis grebet om kampen for at fjerne enhver tvivl om det samlede udfald.

Den svenske venstreback Jamina Roberts og hendes landsmandinde på højre back, Nathalie Hagman, førte an i nedslagtningen af hjemmeholdet. De scorede henholdsvis otte og ni gange.

Inden kampen havde taberens træner, Jakob Andreasen, sagt, at Team Tvis var det hold, han mindst ønskede at møde i kvartfinalen. Den holdning har han formentlig endnu.

Silkeborg-Voel fandt aldrig et modtræk og måtte sande, at en plads i kvartfinalen efter alt at dømme er det maksimale, holdet kan få ud af sæsonen. Men det er nu også en stor succes for klubben.

De to hold spiller returkamp i Holstebro næste torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.