Team Tvis tildeler Sønderjyske første nederlag
To sekunder før tid scorede Team Tvis sejrsmålet til 27-26 i en dramatisk kamp ude mod Sønderjyske.
Peter Balling og Team Tvis vandt torsdag med 28-27 ude over Sønderjyske i håndboldligaen.
Peter Balling og Team Tvis vandt torsdag med 28-27 ude over Sønderjyske i håndboldligaen. Foto: SCH?TZE REN?/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


Sønderjyskes håndboldherrer måtte torsdag for første gang i denne sæson i Boxer Herreligaen forlade banen med et nederlag.

Bare to sekunder før tid blev Sigurbergur Sveinsson matchvinder for Team Tvis Holstebro, der vandt med 28-27 i Skansen i Sønderborg.

Kampen fik en særdeles dramatisk afslutning, efter at gæsterne var komfortabelt foran med 14-9 ved pausen.

Sønderjyske fik kæmpet sig tilbage og udlignet til 25-25 med mindre end fem minutter tilbage af opgøret.

Ved stillingen 27-27 - og kun 26 sekunder tilbage - erobrede værterne tilsyneladende bolden fra Team Tvis, men gæsternes træner, Patrick Westerholm, havde smidt sit timeout-kort.

Derfor fik Tvis-spillerne lov til at beholde bolden, der hurtigt efter timeouten endte hos Peter Balling, der blev tacklet og skød langt over mål.

Publikum i Skansen jublede i den tro, at Sønderjyske ville få muligheden på en kontra, men i stedet blev der dømt frikast til Peter Balling og Team Tvis.

Herefter afgjorde Sigurbergur Sveinsson kampen på et langskud, som Sønderjyskes målmand Daniel Freyr Andrésson var tæt på at blokere.

Sønderjyske har fem point efter fire kampe, mens Team Tvis har seks på ligaens andenplads efter førerholdet Bjerringbro-Silkeborg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.