Team Tvis-herrer får wildcard til Champions League
Team Tvis Holstebro gør Bjerringbro-Silkeborg selskab i den kommende udgave af Champions League.
Team Tvis Holstebro (hvid trøje) har fået en plads i Champions League i den kommende sæson. (Arkivfoto).
Team Tvis Holstebro (hvid trøje) har fået en plads i Champions League i den kommende sæson. (Arkivfoto). Foto: Polfoto/Polfoto


Team Tvis Holstebros håndboldherrer skal i den kommende sæson deltage i Champions League på et wildcard.

Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har fredag offentliggjort holdene til dette års udgave af Champions League, og her står det klart, at dansk herrehåndbold får to hold med i den første gruppefase.

Bjerringbro-Silkeborg havde i forvejen kvalificeret sig til turneringen ved at vinde DM-guld i en finale mod grundspilsvinderen Team Tvis Holstebro.

Bjerringbro-Silkeborg placeres i enten gruppe A eller B, hvor der spilles om direkte adgang til ottendedelsfinalerne.

Team Tvis skal kæmpe i enten gruppe C eller D, hvor vejen til ottendedelsfinalerne er længere. Til gengæld er kvaliteten af modstanderholdene svagere.

Den endelige lodtrækning foretages den 1. juli i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.