Team Tvis er i første DM-finale med sikker sejr over GOG
For første gang i klubbens historie er Team Tvis Holstebro i herrernes DM-finale i håndbold.
Andreas Holst fra GOG måtte bæres fra banen, da Team Tvis Holstebro lørdag mødte GOG i anden semifinale i Holstebro.
Andreas Holst fra GOG måtte bæres fra banen, da Team Tvis Holstebro lørdag mødte GOG i anden semifinale i Holstebro. Foto: Brohus Anders/Polfoto


Team Tvis Holstebro er med en sejr på 30-25 over GOG i de to klubbers andet semifinaleopgør for første gang klar til håndboldherrernes DM-finale.

Hjemmeholdet fra Holstebro havde en sejr med fra første opgør i GOG Arena, hvor holdet vandt snævert med 28-27. Med de to sejre vandt Tvis samlet over GOG med seks mål.

De hvidklædte fans fik, hvad de kom for. Tvis førte sikkert an i første halvleg, hvor hjemmeholdet kunne gå til pause med føring på syv mål - 19-12.

Patrick Wiesmach kan tage en stor del af æren for de mange mål, da han sikrede Tvis hele syv mål allerede i første halvleg.

GOG måtte også spille det meste af kampen uden topscorer Andreas Holst. Han blev sendt i gulvet med en hård tackling allerede i begyndelsen af første halvleg og måtte tilbringe resten af kampen uden for banen.

Efter pausen gik det lidt bedre for GOG-herrerne i gult. Efter Tvis tog anden halvlegs første to mål, scorede Minik Dahl Høeg GOG's første mål i anden halvleg på et straffekast, så det stod 21-13 til Tvis.

Det blev starten på en stime på fem mål i træk for GOG, der nærmede sig Tvis, men aldrig fik lov til at komme helt tæt på hjemmeholdet.

GOG var tættest på hjemmeholdet, da man var bagud med tre mål, og sejren til Tvis endte da også på sikre fem mål til slut.

Nu venter der Tvis Holstebro et møde med enten Bjerringbro-Silkeborg (BSV) eller de forsvarende mestre fra KIF Kolding København, der spiller den anden semifinale søndag.

Her tager BSV en smal føring på 24-23 med til opgøret i Kolding.

Den første kamp i DM-finalerne spilles onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.