Team Esbjerg vender truende nederlag til klar sejr
Topholdet var bagud med to mål i anden halvleg, men vandt alligevel med syv mål over København Håndbold.
Team Esbjerg vandt endnu en gang i håndboldligaen.
Team Esbjerg vandt endnu en gang i håndboldligaen. Foto: BROHUS ANDERS/free


Team Esbjerg var kortvarigt på hælene, men det endte med den forventede klare sejr, da holdet torsdag aften tog imod København Håndbold i Boxer Dameligaen i håndbold.

Slutcifrene blev 25-18 i topholdets favør efter en meget omskiftelig kamp.

København Håndbold var næsten ni minutter om at score holdets første mål i kampen, og Team Esbjerg kom foran 4-0.

Efter pausestillingen 12-9 til hjemmeholdet overtog det gæstende mandskab meget overraskende føringen i anden halvleg.

Med fire scoringer på stribe forvandlede København Håndbold stillingen fra 11-13 til 15-13, da der resterede 18 minutter af kampen.

Sensationen lurede, men ikke ret længe.

Team Esbjerg scorede nemlig otte mål på stribe til føring 21-15, og selvom København Håndbold fik reduceret til 18-21, var topholdets sejr ikke i fare.

Gæsternes Anne Mette Hansen blev kampens topscorer med syv mål, mens Susanne Forslund scorede fem gange for hjemmeholdet.

Team Esbjerg topper Boxer Dameligaen med 30 point for 17 kampe, fire point flere end FCM Håndbold på andenpladsen.

København Håndbold er nummer ni med 11 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.