Team Esbjerg smider sikker sejr mod bundhold
Titelbejlerne fra Team Esbjerg førte stort over Team Tvis, der i sidste sekund fik udlignet til 23-23.
Team Esbjerg-træner Lars Frederiksen og hans spillere måtte lørdag nøjes med 23-23 ude mod Team Tvis Holstebro.
Team Esbjerg-træner Lars Frederiksen og hans spillere måtte lørdag nøjes med 23-23 ude mod Team Tvis Holstebro. Foto: HVOLBY TINE/24TIMER


Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg smed en sikker sejr væk, da vestjyderne lørdag spillede uafgjort på udebane mod Team Tvis Holstebro fra bunden af Boxer Dameligaen.

Guldfavoritterne måtte nøjes med 23-23 efter en Tvis-udligning på et straffekast i sidste sekund.

Esbjerg-træner Lars Frederiksen kunne fra sidelinjen se sine spillere have kampen under kontrol helt frem til slutfasen.

11 minutter før tid førte sidste sæsons sølvvindere med 21-16, og der var ikke meget, der tydede på, at affæren skulle blive spændende. Men det blev den.

Langsomt begyndte Tvis-spillerne at æde Esbjergs forspring, og med tre minutter tilbage var stillingen 22-22.

Esbjerg fik dog endnu en stor mulighed for at tage sejren, da det lykkedes at komme foran med 23-22, mens Tvis-spilleren Sara Hald Trier fik en to-minutters-udvisning.

Med 36 sekunder tilbage brændte Esbjergs Betina Riegelhuth et straffekast, hvilket gav det decimerede Tvis-mandskab en uventet mulighed for at få point, og det lykkedes i sidste sekund.

Ligesom Esbjerg fik hjemmeholdet kort efter tilkendt et straffekast, og modsat Riegelhuth scorede Nathalie Hagman for Tvis til 23-23.

Team Esbjerg indtager andenpladsen i ligaen med otte point efter fem spillerunder, mens Team Tvis er tredjesidst med tre point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.