Team Esbjerg kvaser FCM og vinder Super Cuppen
Team Esbjergs håndboldkvinder vandt Super Cuppen efter sikker sejr over sidste års mesterhold FC Midtjylland.
Team Esbjergs Tove Seest scorede to mål i starten af kampen mod FC Midtjylland. Arkivfoto.
Team Esbjergs Tove Seest scorede to mål i starten af kampen mod FC Midtjylland. Arkivfoto. Foto: BROHUS ANDERS/Polfoto


Sæsonens første titel er uddelt i kvindehåndbold, og det blev Team Esbjerg, som løb med pokalen efter stensikker sejr i Super Cup-finalen mellem sidste års mester og pokalvinder.

Team Esbjerg vandt torsdag aften med hele 27-19 over sidste sæsons danske mestre fra FC Midtjylland, som generelt leverede en skidt indsats.

Team Esbjerg kom flyvende fra start i de første minutter af kampen og bragte sig foran 5-0 efter to mål af Tove Seest.

I den anden ende stod Team Esbjergs keeper Emily Stang Sando forrygende og holdt længe midtjyderne helt fra scoringer.

Der skulle gå over ti minutter, før FC Midtjylland fik scoret i kampen, da Pauline Bøgelund omsider fik reduceret til 1-5.

Esbjerg blev ved med at klø på og bragte sig straks foran 7-1 og lidt senere 11-4.
Ved pausen var esbjergenserne foran med hele 14-5 efter endnu en midtjysk scoringskrise.

Føringen var så stor, at der aldrig kom spænding i kampen. Team Esbjerg kom foran 19-12 og senere 21-13.

I slutningen af anden halvleg fik FCM reduceret en smule, men det endte med en fortjent sejr på otte mål til Team Esbjerg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.