Team Esbjerg forlænger med hollandsk profil
22-årige Estavana Polman indgår ny etårig kontrakt med Team Esbjerg, som blev nummer et i grundspillet.


Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg, som i denne sæson blev nummer et i grundspillet, har forlænget kontrakten med Estavana Polman.

Den 22-årige hollandske bagspiller skal dermed også i den kommende sæson spille for Team Esbjerg. Det bliver Polmans tredje sæson i klubben.

- Jeg føler mig godt tilpas i klubben, mange ser os spille, vi har et godt hold af dygtige spillere, og vi er lige blevet nummer et i grundspillet.

- Jeg føler mig ikke klar til at tage det næste skridt i min karriere og vil gerne arbejde på at blive en mere komplet spiller, blandt andet ved at blive bedre i forsvaret. Og så vil jeg gerne kunne præstere det samme høje niveau i alle kampe.

- Mange glemmer, at jeg kun er 22 år, siger Estavana Polman i en pressemeddelelse.

Hun skiftede til Team Esbjerg fra Sønderjyske og blev topscorer i grundspillet i sin første sæson for Esbjerg-mandskabet. I den igangværende sæson har hun haft problemer med flere skader.

Cheftræner Lars Frederiksen er meget tilfreds med kontraktforlængelsen.

- Estavana er en spiller, der er meget få af, hun har x-factor og kan lave det ekstraordinære, som stort set ingen andre håndboldspillere kan.

- Hun er nærmest født med et boldtalent og kan rigtig meget, men hun er ung og kan fortsat udvikle sig.

- Jeg spår hende en stor fremtid som håndboldspiller, hvis hun kan fortsætte sin udvikling og blive endnu bedre, siger Lars Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.