Det ser fortsat svært ud for TDC på hjemmemarkedet i Danmark, viser selskabets regnskab for andet kvartal 2016.
TDC's samlede omsætning i andet kvartal landede på 5,2 milliarder kroner, hvilket er et fald på fire procent i forhold til samme periode sidste år.
Det dækker over fremgang i Norge på 3,2 procent og tilbagegang på det danske marked, hvor omsætningen faldt 4,2 procent.
Pernille Erenbjerg, koncernchef i TDC Group, er tilfreds med tallene alt taget i betragtning.
- Det danske marked er fortsat under pres, og på den baggrund er det et tilfredsstillende resultat på de fleste finansielle parametre.
- Vores største udfordring ligger stadig på det danske erhvervsmarked, der er præget af intens priskonkurrence, siger Pernille Erenbjerg i regnskabet.
TDC's erhvervsdivision kommer ud af andet kvartal med et driftsoverskud før af- og nedskrivninger på 736 millioner kroner, hvilket er et fald fra 887 millioner kroner i samme kvartal sidste år.
Det samlede driftsresultat i TDC dykkede 9,7 procent til 2,1 milliarder kroner i andet kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.
For det danske marked alene faldt driftsresultatet 11,5 procent til knap 1,8 milliarder kroner, mens Norge steg 9,7 procent.
Ifølge Pernille Erenbjerg er der dog lyspunkter i regnskabet.
- Vi er lykkedes med at få vores danske mobilforretning i vækst for første gang i fem år, og vi leverer en meget stærk indtjening i Norge, hvor vi har haft et godt salg af bredbånd til vores tv-kunder, siger hun.
/ritzau/