TDC svigtes af mobilkunderne
TDC's mobilkunder er - mobile. De er ikke blege for at skifte selskab, og det mærker TDC i høj grad.
TDC har svært ved at holde på mobilkunderne. Arkivfoto.
TDC har svært ved at holde på mobilkunderne. Arkivfoto. Foto: ILAN BRENDER/POLFOTO


Telegiganten TDC mister mobilkunder. I tredje kvartal i år valgte 23.000 af kunderne med et privat mobilabonnement at sige op. Det viser selskabets regnskab for årets første ni måneder.

Der er dog sat en prop i kundeflugten. I årets tre første måneder mistede telegiganten 57.000 abonnenter, mens 39.000 forlod selskabet i andet kvartal.

TDC's finansdirektør, Pernille Erenbjerg, siger til Ritzau Finans, at udviklingen har været dårligere end ventet, selvom der er en bedring at spore i forhold til en endnu større kundeafgang i de foregående kvartaler.

- Udviklingen i tredje kvartal er dårligere, end vi regnede med for et kvartal siden - men ikke dramatisk dårligere. Det, vi ligesom skal holde fast i, er, at vi kommer fra en situation for bare to kvartaler siden, hvor vi tabte væsentligt flere kunder, siger Pernille Erenbjerg til Ritzau Finans.

- Det vigtige er, at det går den rigtige vej, men selvfølgelig er vi ikke tilfredse med at smide 23.000 kunder. Vi havde håbet, at det var gået hurtigere i den rigtige retning, siger hun.

TDC regner med, at flere kunder vil forlade butikken i de tre sidste måneder af 2014. Over det sidste år har selskabet mistet 132.000 mobiltelefonkunder i privatforretningen.

Trods kundeflugten er omsætningen i TDC's privatforretning kun lidt lavere i kvartalet end året før. Samlet omsatte privatforretningen for 2,948 milliarder kroner i kvartalet, hvilket var en tilbagegang på 2,8 procent fra 3,033 milliarder kroner, viser regnskabet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.