TDC fik historisk dårlig start på året i Danmark
TDC har det svært i Danmark, men hiver omsætningen i vejret i Norge og Sverige.


Kundeflugten i den danske del af TDC's forretning begynder at kunne mærkes. Driftsresultat i den danske telegigant er faldet 7,3 procent på grund af historisk svag udvikling i Danmark, hvor driftsresultatet i Danmark faldt ni procent, oplyser TDC.

- Selvom det stemmer overens med vores forventninger, så er det selvsagt ikke en tilfredsstillende udvikling, siger TDCs administrerende direktør, Carsten Dilling, i regnskabet.

Han forklarer det dårlige resultat i Danmark med hård konkurrence på markedet, som får priserne til at falde, regulering og det massive tab af mobilkunder i 2014.

- Vi er ikke tilfredse med udviklingen i Danmark, men alt i alt var første kvartal som forventet, siger Carsten Dilling.

Når det ikke ser værre ud for TDC, så skyldes det blandt andet at forretningen vokser i Norge og Sverige og købet af det norske kabel-tv-selskab Get. Hvis Get regnes med i driftsresultatet, steg det med 0,9 procent.

TDC fik et samlet driftsresultat på lige under 2,5 milliarder kroner, fremgår det af regnskabet for første kvartal af 2015, som er offentliggjort torsdag.

Til sammenligning havde analytikere ifølge Ritzau Estimates regnet med et driftsoverskud på lige over 2,5 milliarder kroner.

TDC omsatte for 6,2 milliarder kroner mod 5,8 milliarder kroner i samme periode sidste år, mens der blandt analytikerne var ventet en omsætning på knap 6,1 milliard kroner.

TDC må endnu en gang konstatere, at de private mobilkunder skifter væk fra selskabet, men afgangen har ikke været helt så stor som de seneste kvartaler.

I løbet af årets tre første måneder har 14.000 private mobilkunder forladt teleselskabet, oplyser TDC i forbindelse med regnskabet for første kvartal torsdag.

TDC mistede sidste år 153.000 private mobilabonnenter og 183.000 fastnetabonnenter. Til gengæld kunne TDC glæde sig over en stigning i antallet af erhvervsabonnementer på 40.000.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.