Taylor Swift napper prestigefuld tv-pris
Den 25-årige sangerinde har vundet en Emmy for sin interaktive musikvideo, som næsten er et spil.
Taylor Swift bliver belønnet med en Emmy for sin eksperimenterende udgivelse af videoen "Blank Space". Her modtager hun en pris for bedste kvindelige video ved MTV VMA for samme musikvideo.
Taylor Swift bliver belønnet med en Emmy for sin eksperimenterende udgivelse af videoen "Blank Space". Her modtager hun en pris for bedste kvindelige video ved MTV VMA for samme musikvideo. Foto: Matt Sayles/MATT SAYLES/INVISION/AP


Grammy-priser, People's Choice Awards og en række rekorder i Guinness World Records-bog. Man skulle næsten tro, at den 25-årige popsangerinde samlede på titler og statuetter, og hvis det er tilfældet, kan hun godt glæde sig over endnu en tilføjelse til samlingen.

Denne gang kan "Bad Blood"-sangerinden nemlig føje en Emmy til listen. Emmy-priserne gives for de bedste tv-produktioner, og Taylor Swift udvider altså sit prisvindende imperium til tv-branchen. Sangerinden modtager prisen for "Original Interactive Program" for sin produktion "AMEX Unstaged: Taylor Swift Experience", som næsten fungerer som et spil.

Det er musikvideoen "Blank Space", som er produceret som "en krydsning mellem teater, musikvideo og videospil", beskriver instruktøren Joseph Kahn over for netmediet Mashable. Videoen er filmet med et 360 graders-kamera, og de mange Taylor Swift-fans kan gå på opdagelse i den i en app. Med den nye eksperimenterende form bliver videoen vækket til live, så seeren selv kan vende kameraet, følge bestemte karakterer og udforske dele af settet, som man ellers ikke ser i videoen.

- Jeg blev nødt til at instruere det mere som et teaterstykke end som en musikvideo, så publikum kan vælge at se det fra lige præcis den vinkel, de vil. Vi blev nødt til at tilføje ting, så det var værd at kigge til siden, op eller ned, har videoens instruktør Joseph Kahn udtalt i et interview med Mashable.

Videoen er interaktiv og brugeren kan blandt andet samle gemte genstande, mens musikvideoen fortsætter ufortrødent.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.