En ting er at man skal arbejde om aftenen og natten, når de fleste andre holder fri. Men når man så oven i købet skal gå omkring 40 procent ned i indtægt, så bliver det for surt.
Det synes taxa-chauffør og selvstændig vognmand Arshad Chaudhary fra Amager. Han vurderer, at hans indtægt på natkørsel er gået omkring 40 procent ned på grund af konkurrencen fra den omdiskuterede kørselstjeneste Uber.
- Jeg kan i høj grad mærke, at der efter Uber ikke er nær så meget at lave som før, fortæller Arshad Chaudary til Avisen.dk, og fortsætter:
- Før i tiden kunne jeg i perioden fra klokken fire fredag eftermiddag til klokken fire lørdag morgen køre cirka 4.000 til 4.500 kroner hjem. Nu kan jeg kun tjene 2.000 til 2.500 kroner på sådan en nats kørsel, fortæller Arshad Chaudhary.
Han er som beskrevet i Avisen.dk langt fra den eneste, som har fået Uber at føle på pengepungen. To taxiselskaber fortæller om en nedgang i omsætningen på natkørsel i weekender på mellem 15 og 40 procent.
Uber er årsag til fyring
Uber begyndte at sende biler rundt i Storkøbenhavn i slutningen af 2014. Og det er langt fra gået ubemærket hen for Arshad Chaudhary.
- Siden Uber er kommet, har jeg været nødt til at fyre den ene chauffør, jeg havde ansat. På grund af Uber kan det ikke løbe rundt at have en chauffør, som der skal tegnes forsikring for, og som skal have feriepenge, atp og så videre, siger Arshad Chaudhary.
Nu holder han så sin store taxi kørende alene. Men pengene i det er på grund af konkurrencen fra Uber for små, synes han.
- Jeg overvejer at aflevere min bevilling ved udgangen i år, for det kan ikke blive ved med at gå på denne måde. Økonomien i at køre taxi er for dårlig. Det ender med, at jeg hverken har råd til det ene eller det andet og må sælge mit hus for at klare mig.
Adspurgt om han kunne finde på at gå over til konkurrenten og blive Uber-chauffør, siger han:
- Min moral er for høj til, at jeg vil køre sort. Så vil jeg hellere lave noget andet.
- Selv om jeg er ufaglært, skal jeg nok finde noget, for jeg har klaret mig selv, siden jeg var 16 år.
Læs Avisen.dk's dækning af Uber her.