Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
JEG ER IKKE ALENE på vagt herude i natten.
Der er andre herude end taxichauffører, der tjener til dagen og vejen, mens det meste af landet sover. Jeg ved det jo godt, men glemmer det tit, når jeg starter vagten med at køre trætte folk hjem fra arbejde og slutter det med at de knap vågne til lufthavnen eller togstationerne. Og så er der mest de feststemte eller festdøde derimellem.
Min næste kunde er klar som krystal.
Det kan jeg både se i lyskeglen fra Merceren – og dufte. Hun lugter IKKE af nattens slitage men øjnene fortæller, at hun er træt. Meget træt. Jordemoderen med sin taske og sin cykel derude i natten kl. ”røv”.
DET ER BLEVET MODERNE med hjemmefødsler igen og det kan jeg mærke derude i taxi-universet. Jeg kører snart lige så mange jordemødre ud til hjemmefødsler, som jeg kører fødende kvinder med deres mænd til hospitalerne.
Vi taler, jordemoderen og jeg, om arbejdslivet derude på den anden side af forruden. Hun er ikke bare træt efter nattens fødsel. Hun er MEGA træt af årevis af slid og underbemanding. En ung kvinde først i 30’erne, som i de sidste måneder har måttet tage sit arbejdspres op til revision. Hun er en del af det paradoksale jobmarked, hvor det kræver mere end en almindelig, god studentereksamen at komme ind – ofte et højere gennemsnit i København, end det kræver at læse til læge i provinsen. Færdiguddannet ender jordemoderen med en af samfundets lave lønninger.
Sådan er det – og sådan har det vist altid været. Men samfundet roterer stadig hurtigere i højeffektivitetens tidsalder
Det værste er den tiltagende stress, fortæller hun.
- Jeg stod selv på tærsklen til en stress-sygemelding og har valgt at gå ned i tid og så finde andre opgaver for at holde månedslønnen. Det var en god chef, der sådan rent fysisk lagde hånden på min skulder og sagde, at jeg nok havde behov for noget ro og coaching hos en psykolog. Jeg havde haft en fødsel, hvor det var ved at gå helt galt. Jeg ved, at det sker af og til, sådan er det jo i det virkelige liv. Men jeg er nedslidt for tiden og vendte sagen indad. Noget med at føle utilstrækkelighed og skyld. Det hele skrues op af de faste nedskæringer på de 2 pct. og så en fatal mangel på kolleger. På mit sygehus regner jeg med, at vi mangler ca. 25 pct. jordemødre.
Jeg bliver mindet om det offentliges og ikke mindst sygehusvæsnets permanente ”grønthøster-metode”, hvor produktiviteten skal øges med 2 pct. hvert år. To pct. over hele linjen – så har vi millarder i banken) Sådan tænker akademiske generalister, der aldrig eller sjældent står derude i produktionen (… læg mærke til det nye slangudtryk i sygehusdebatten PRODUKTIONEN !).
NU ER MIN KUNDE SYGEPLEJERSKE, der både er lykkelig som en genfødt -og tynget af arbejde og dårlig samvittighed. Jeg kan nærmest fysisk mærke dette opslidende paradoksale ubehag efter et stress-sammenbrud hos en af min nærmeste. På den ene side ved man med sit hoved, at de vilkår man bydes er helt urimeligt belastende - og på den anden side er man martret af en følelse af u-dygtighed. Kvinder er traditionelt opdraget til det: Går det skidt, er du et skvat!
Jeg stopper taxameteret, når vi er fremme og vi udveksler erfaringer.
Hun er blevet optaget på en masteruddannelse og bobler af befriende lykke. Hun har fejret det med champagne hos ”de gamle” – men der er noget der nager:
- Jeg har i en tid stået overfor et egentlig sammenbrud. Tre år som sygeplejerske og det føles som et hundehalsbånd om halsen. De faste nedskæringer og en ledelse, der hele tiden taler om ”produktionen”, som skal øges. Jeg har det skidt med noget som ligner en flugt fra det arbejde, jeg er uddannet til. Den sniger sig ind på mig, den evigt dårlige samvittighed. Min læge har direkte opfordret mig til en sygemelding. Men jeg synes ikke, jeg kan være det bekendt, når jeg skal begynde at læse til september. Min kæreste er rigtigt bekymret.
Vi har endnu ikke erkendt for alvor, at også den moderne arbejdskultur har sine egne former for ”Pest”. Det er til at forstå, at malere og grafiske arbejdere blev forgiftet og ødelagt af organiske opløsningsmidler og at asbest, støv og partikler har invalideret og slået ihjel på og efter arbejdslivet i industrien.
Men stress, det er sådan noget ukonkret noget, der kan aflæses som vemod uden at der er tale om en egentlig depression og trykken i brystet uden at man har dårligt hjerte.
Og så den martrende følelse af utilstrækkelighed.
DET ALLERVÆRSTE ER MÅSKE, at stress-sygdomme ikke omfattes af medfølelses i den moderne tid. For cheferne og deres rådgivere er økonomer, og de kan se i tabellerne, at to procent i besparelser er det rene ingenting. Og på de nyliberalistiske fløj står cirkusartister og skuespillere som Joachim B og nu også Hella Joof med et svar på tidens udfordringer, overbærende og direkte udsprunget af tidsånden:
”… Så tag jer dog sammen … ”
Men virkeligheden har indhentet os.
For hvordan kan man helbrede sig selv for sygdom, som i bund og grund er udsprunget af et kynisk menneskesyn.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.