Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Så hold dog op med at være fattig!

SANNE ER en af skygge-kunderne i vogn 2282, min sølvfarvede taxi-arbejdsdplads med det grønne logo.

Mine skyggekunder.

Det kalder jeg mine læsere på min blog www.taxamand,dk og mine 3000-4000 Facebook-følgere, som læser mine beretninger om verden set gennem forruden på en Mercer.

De er på ingen måde andenrangs eller skyggen af dem selv. Det er ikke det, jeg mener. De sidder blot ikke med i vognen. Men til gengæld læser de mine beretninger fra den virkelige virkelighed og repræsenterer min vigtigste motivation – uanset om de bare læser, om de ”liker” – eller ligefrem kommenterer.

De er mine Facebook-venner.

Sanne har jeg mødt ved et enkelt foredrag, jeg holdt. Et håndtryk og nogle få minutter. Resten ved jeg om hende fra ”fjæsen”.

MEN JEG har tænkt på hende nogle gange. Ikke mindst lige nu, hvor mennesker i krise i det sociale system udsættes for grov omtale og ringeagtelse i politik og i medier.

Det kan være den overbærende facon, som Simon Emil Ammizbølls – hvor han sådan lidt nørde-agtigt kommer på besøg hos de fattige for at se, hvordan de har det, og hvordan de kunne holde op med at være – fattige. (Som det foregik i den ”virkelige verden” – et et public service tv-koncept).

Eller Joachim B. Olsens neoliberale, patriarkalske, så-tag-jer-dog-for-helvede-sammen-stil i diverse lyn-interviews.

To stærke LA-profiler, der synes, det er synd for de rige og som ligner hinanden på et punkt: De kender overordentligt lidt til almindeligt arbejdsliv.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) er en af landets super-djøf’er. Han var i sine yngre dage direktør i en del år i selvsamme fagforening for jurister og økonomer i 14 år - og i Dansk Arbejdsgiverforening, hvor han var chef i 20 år. En dygtig mand i en arbejdsverden, hvor det handler om modeller, teorier og varetagelse af særinteresser. Hans gode råd for nyligt til mennesker, der støder hovedet mod kontanthjælpsloftet: Gå ned på jobcenteret og få dig bare en lille smule arbejde, så undgår du at få loftet i hovedet

Dér har manden helt tydeligt aldrig sat sine ben!

OG I de sidste par uger har vi så oplevet underklassen udsat for noget, der nærmest ligner et reality-show. En nybagt forfatter, hvis vrede mod sig egen opvækst i armod har fået hende til at vende raseriet mod de fattige generelt – men ikke mindst imod sin egen familie. En debat med så mange af- og vildveje, at det må smerte de tusindvis og atter tusindvis af mennesker, som ikke alene er bokset op i fattige kår, men nu også selv må bære skylden.

Jeg kontaktede Sanne, min Facebook-ven, da hun reagerede åbent på mine opslag. Og her er så lidt af hendes historie og den kamp, hun fører for at få bare et lille flexjob på 2 x 4 timer – som hun kan klare. Når nu samfundet ikke har fundet hende berettiget til pension. Selv om hun i realiteten har svært ved at klare et arbejde.

Hun er ikke vred på kommunen. Hun synes sagsbehandleren er nænsom og hjælpsom. Det er ikke hendes projekt at gøre sig til offer – eller heltinde over, at hun kan stå på benene endnu.

Men det ”samfund”, som hun betalte skat til i mange år, vil enten ikke vide af hende – eller antyder med praksis, at enten må hun tage sig sammen – eller også må hun leve som meget, meget fattig.

Sanne er selv social mønsterbryder fra et dybt alkoholiseret miljø. Hendes far døde af druk tidligt og mor gik samme vej, da datteren var helt ung. Hun holdt i bogstavelig forstand sin egen, døende mor i sine arme, mens hun – Sanne – var ved at skrive speciale-opgave på uddannelsen som socialpædagog. Opgaven fik i øvrigt topkarakter. Også selvom moren i en af sine branderter havde sagt: En pædagoguddannelse – det klarer du aldrig!

HUN TRAK sig op af den sociale sump uden at gøre sig til af det eller svine den til, - selv om hun egentlig havde gode argumenter for at være vred. Hun fik to børn og er i dag først i 60’erne og lever et alene-kvinde-liv i et lille rækkehus i Bagsværd.

For få år siden slog så canceren ned i hende og ændrede hendes levevilkår. Hun er principielt raskmeldt, men har følgevirkninger af kemobehandlingen. ”Restless legs” - det vil sige, at hun har ”sovende” og ”prikkende” ben, som gør det svært for hende at hvile, når hun lægger sig. Hun lider af ”kronisk udbrændthed”, som i realiteten gør det umuligt for hende at have et krævende arbejde – også i hendes faglighed, hvor hun som socialpædagog har arbejdet med psykisk syge og handicappede børn. Med glæde og succes. Men nu kan hun ikke meget mere.

Det er blevet afprøvet i forskellige ”ressourceforløb”, og nu, hvor hun snart fylder 62 år, er hun i gang med det tredje.

I øjeblikket får hun 80 procent af dagpengene og har 2500 til sig selv om måneden, når de faste udgifter er betalt. Hvis hun bliver ”ledig flexjobber” – altså berettiget til flexjob men ikke kan få eller finde noget, hun kan klare, ryger hun ned på 60 procent af dagpengene. I så fald bryder hendes økonomi reelt sammen, og hun har INTET rådighedsbeløb i den lille, lejede rækkehus.

Ved et lille ”mirakel” kan hendes pensionsforsikringsselskab udbetale 75.000, fordi hun er inde i det omtalte ”resourceforløb”.

Men det er en stakket frist at bruge de penge som en ”kassekredit”, der udløber, når kassen er tom. Og under alle omstændigheder går hun i givet fald i gang med at bruge af den pension, som faktisk først var tiltænkt hende, når hun kan gå på pension om fem år.

Sannes arbejdsdrøm: At arbejde som chauffør for en blomsterbutik eller lille forretning på hjemegnen – 2 x 4 timer ugentligt. Hun elsker at køre bil og trives arbejdsmæssigt bedre lidt alene på fire hjul.

JEG ER hverken økonom, socialrådgiver, eller jobkonsulent.

Jeg er bare taxamand og storyteller fra det almindelige liv. Alligevel spørger jeg:

Er der dog ikke en lille virksomhed i Bagsværd og omegn, som kunne give Sanne et chaufførjob på flextid som tak for hendes indsats for at fjerne sig fra forældrenes drukunivers? Et skulderklap for at hun tog sig en uddannelse, betalte skat og opdrog to børn?

Et lille trylleslag, som kunne fjerne frygten for den invaliderende fattigdom, når nu systemet ikke kan få hende ind i fællesskabets varme

Jeg stiller op med en gratis hyldesttur i vogn 2282 til den, der kan gøre den lille arbejdsdrøm til virkelighed for Sanne.

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.