Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Politikerlede blev til decideret kvalme efter Messerschmidt-skandalen

- ARH, så dum kan den godt begavede gulddreng og stemmemagnet i DF, EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt, vel ikke være, tænkte man.

Jo, DR og Ekstrabladet gjorde et solidt stykke journalistisk håndværk.

De kunne dokumentere, at manden, der efter hans kærestes, Dot Wessmanns udsagn er ”en gammel mand fanget i en ung mands krop”, hverken har brugt det unge menneskes idealisme eller den gamles visdom i omgangen med EU’s midler. Det handler om bevillinger til organisationen MELD (en sammenslutning af EU-skeptiske partier).

Der er strømmet penge fra penge tiltænkt europæisk oplysning til nationale aktiviteter i DF. Sejlture, julekort – ja, sågar DF’s sommergruppemøder, hvor der blev designet dagsordner, som skulle retfærdiggøre det, der reelt var EU-støtte til et DF’s politiske arbejde.

Endnu engang rullede lavinen for den ambitiøse politiker, som fylder 36 år om et par uger og har brugt næsten halvdelen af sit liv i aktiv politik.

Jo, den aristokratiske Morten M med et sprog som en lensgreve og en baggrund i arbejderklassen har ladet sig lægge mærke til!

HAN BLEV i 2002 sammen med andre medlemmer af DF-ungdom dømt betinget fængsel for brud på racismeparagraffen i fremstillingen af nogle plakater, som satte lighedstegn mellem indvandrere og kriminalitet.

Han blev i 2007 anklaget for at hylde Hitler med sang i en kanonbrandert i restaurant Grøften. Det viste sig nu at være en anklage, som byggede på en misforståelse af den tyske nationalsang ”Deutschland über alles ”. Pia Kjærsgaard fik ham til at trække sig fra partiet og han var i en periode løsgænger i Folketinget. Men denne gang blev MM renset i byretten, og han vendte tilbage til DF.

Hans politiske succes ville med tiden ingen ende tage. Den bedst tænkelige casting til den højre-borgerlige og stigende EU-skeptisk politik i kongeriget. 

Han slog det fast med nagler af guld ved parlamentsvalget i 2014, hvor han slog alle rekorder med næsten en halv million personlige stemmer. Det trak tre andre DF’ere med ind i parlamentet.

DEREFTER SÅ alt ud til at være ubegrænset succes for både den gamle og unge Morten. Han har optrådt massivt i medierne – og den løbende stuerenlighed i DF passede perfekt til karrieren.

Både som bakkesangerindens unge kæreste. Når de brød med hinanden - og når de genforenedes. Når de gik til premierer – og når de indspillede julesange. Den stigende mørkeblå bølge gjorde ham til særlig husven på Radio 24syv. Som Kirsten Birgits særlige allierede i satireprogrammet ”Den korte Radioavis. Men først og fremmest som vært sammen med Jens Rohde i EU-programmet med den svulstige titel ”Europa i Flammer…”

Men så faldt korthuset for Meld-sammenslutningen og dets medstifter.

Tilsyneladende er DF’s krybende undskyldninger og vilje til at betale det uretmæssige tilbage ikke nok. EU-kontrollørerne vil helt til bunds i sagen. Og lige så tydeligt som solguden MM har overstrålet partiet, er han nu en ensom ulv i sin egen politiske, måneløse nat.

Partiet kommer til at bløde hårdt for denne sag i lang tid. Ikke mindst, fordi almindeligt snusfornuftige mennesker må spørge sig selv, om partiledelsen og den usårlige formand ”Tulle” har regeret så slasket, at der ingen kontrol har været med de EU-midler, Messerschmidt har skaffet til dette og hint.

DET SER ikke kønt ud, at det parti, der mere end andre har trukket Danmark ud af unionens kerne, netop finansierer dele af sin egen succes med penge fra det EU, som partiet og dets vælgere normalt vender ryggen til.

Det er politisk hykleri på businessclass.

Nogle vil kalde det amoralsk.

Selv bryder jeg mig ikke om, at der stilles større moralske krav til politikere end til menigmand. Sådan fungerer mennesket jo ikke i virkeligheden. Og parlamentarikere både er og skal være en spejling af dets folk.

At påstå det modsatte – troen på de blafrende moralske, politiske faner er både naivt - og i værste fald en løgn.

Messerschmidt-skandalen er på kort sigt et skoleeksempel på politisk arrogance af den slags, som forvandler politikerlede til decideret kvalme. Men den udstiller først og sidst den største svaghed i den nuværende politiske kultur.

DEN KULTUR, som har reduceret parti-politik til en loge for et meget lille mindretal. Kun tre procent af os danskere er medlemmer af et politisk parti. Det er altså blot et ubetydeligt mindretal af befolkningen, som bestemmer, hvem vi kan stemme på ved nationale og europæiske valg.

Den kultur, som i højere og højere grad har gjort politisk arbejde til en ”branche”, som er enten løsrevet fra ideologier – eller er sådan et sammensurium af ideer, at det jævnligt får selv rodfæstede folketingsmedlemmer til at skifte parti, fordi de ikke længere ”føler”, at de hører hjemme, hvor de kom fra.

Den kultur af akademisk folkelighed, som gør det sværere og sværere at se forskel på politikere og embedsmænd.

Et repræsentativt demokrati, der overbefolkes af økonomer og politologer.
Djøficering!

Men når nu der graves afgrunde mellem politikerne og det folk, der vælger dem og betaler deres løn, bør det repræsentative demokrati vitaliseres. Ikke med vold og magt eller latterlige ekskursioner ud i landet under diverse valgkampe!

JEG ER taxichauffør og journalist - hverken politolog, økonom eller jurist. Men jeg forestiller mig, at en begrænsning af politikernes valgbarhed til højst to perioder eller 7-8 år vil kræve så alvorlige lovændringer, at forslaget desværre ikke har en ærlig chance i en overskuelig fremtid. Men hvorfor tager partierne ikke selv fat – og ved lære af rotationsordningen i Enhedslisten:

Når man har siddet i parlamentet i to perioder er det rimeligt at komme ud at dele livsvilkår med vælgerne – de medborgere, som man regerer over.

Ikke som en hævn, men en en respekt for, at det danske demokrati udspringer af en grundtvigsk folketlighed. At politikerne er folkets repræsentanter - og at den ”rolle” er umulig uden at kende folkets vilkår.

Messerschmidt kommer til at tage turen nu som hans livs største, politiske røvfuld. Men det behøver jo ikke blive en tragedie for en moden mands sjæl og en ung mands krop.

Men var det store drama nødvendigt, hvis ydmygheden havde en større plads i den politiske kultur?

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.