Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Inger Støjberg og Pia K trækker Valhalla-kortet

Nu gik man her og troede...

... at de kun troede

... på det vi andre troede

... de troede.

NEJ, DET HER ER IKKE DET, jeg i 60’erne lærte at kende i lyrikken som konkretisme. Digtekunst, som udspiller sig i form og lyd – mere end at give mening i sædvanlig forstand.

Men kultur er det. Og kultur er meget vigtig for tiden. Alle jagter kulturen og ikke mindst den danske kultur. Selv bekender jeg mig til den gamle, socialradikale beskrivelse, - at kultur er vaner. Og derfor udspiller kulturen sig på en skala fra den trivielle folkelighed til den aristokratiske selvforståelse af dannelse. Og så kan man jo selv vurdere, hvor de vigtige ugeblads-aktører befinder sig. Hvor på skalaen ligger Prinsgemalen med sin skulptur Main avec Lyre (Og ja, det betyder hånd med lyre – og er en stor marmorhånd med det oldgamle strengeinstrument, som er et symbol på poesien og musikken). Hans kongelige højhed kan det hele. Fra solide franske landmåltider, som han styrer langt ind i Amalienborgs køkken, over kunstskabelse – til det årlige besøg i Bakkens Hvile, hvor han putter sedler i syngepigernes strømper.

Men også det politiske Danmark har brug for en kulturel identitet. Og apropos. Pia Kjærsgaard, folketingets nuværende formand har i mange år haft sin gang der – i Bakkens Hvile. Hun identificerer sig utvivlsomt med den flere hundrede år gamle folkekultur med syngepigerne og deres frivole sange – og så skader det jo heller ikke partiets image netop at fokusere på det der store spørgsmål:

Hvor er det egentlig folket kommer fra?

PIA KJÆRSGAARD, som er en af – hvis ikke DEN dygtigste politiske kommunikator i de sidste par tiår, har fuldstændigt styr på at synkronisere sine holdninger og sit image – visa versa. Pia LEVER rollen som Pia Kjærsgård og det kunne mange af kollegerne lære noget af i alle folketingets partier, hvis vælgersucces er et parameter. Det går bedre med DF-præstinden i nogle roller end andre. 100 pct. succes, har hun,  når hun griner sig gennem diverse revyer med sit alter ego i en parodi på scenen.  Hun er i vigør, der hvor ugepressen er talrig.

Vi mangler endnu at kunne give gode stilkarakterer i rollen som folketingets formand. Pia spiller rollen som Pia eminent – men hun har svært ved at finde den seriøse, forbilledlige, lidt aristokratiske karakter som formand for rigets parlament. 

MÅSKE er det derfor, at hun tager sine afstikkere til trivialkulturen, som i sidste uge, hvor hun indviede modemanden Jim Lyngvilds fynske vikingeborg og hans tempel til Asa-troen – den der med Odin, Freja og Thor. Hun er vild med Jim, der er gift med Morten – så det er der ikke noget farligt i. Det er som forestillingen ”fruen og frisøren”, når Pia og den erklærede DF’er optræder på de røde løbere.

Folketingets formand tog en borgerlig parlamentskollega med – Danmarks hårdtslående integrationsminister Inger Støjberg, da Lyngvild fik sit tempel. De to er tvillinger i ånden – og det er jo meget godt, for den ene ville ikke have siddet på taburetten, hvis den anden ikke havde været der.

INGER EEELSKER JIM, det har hun hverken lagt skjul på i denne forbindelse eller tidligere i et tv-program om venskaber. Jeg har virkeligt ingen grund til at betvivle venskabet, som er fuldt legitimt – ASA-tro eller ej. For også hos Odin og Thor kan man være salig i sin tro. Og i hvert fald to Asa-trossamfund med udgangspunkt i den nordiske mytologi er officielt stats-godkendte i Danmark. De både kan ”knæsætte” (døbe) og vie medlemmer. 

Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg selv har det OK med, at vi stod af denne tro på de gamle guder og deres vilde liv i Valhal med de gæve vikinger, der kom til, når de havde lidt en ærefuld død på slagmarken. Det er mere end 1000 år siden. Men alt er Vintage for tiden, så hvorfor ikke sådan en god gang vintage-religion, når den vender tilbage til de religions-søgende og rastløse mennesker i 2000-tallet, hvor Europas invaderes af muslimske horder.

NATIONALSOCIALISTERNE hentede megen af deres symbolik og tænkning om den nordiske og ariske race i kampen mod bolschevismen. Jeg trækker IKKE nazi-kortet! Pia og ASA-folket er rasende anti-nazister, det ved jeg. Jeg konstaterer bare, at vi i vores kulturelle søgen efter ånden fra den årtusinde gamle fortid og angsten for omverdenen trækker Valhal-kortet – igen i en tid, hvor vi definerer os selv med udgangspunkt i vore fjender.

Pias Kjærsgaard er den garvede, troværdige, der helt begrunder sit fremmøde for ASA-folket med venskab og igen erklærer, at ” … Jeg er kristen …”

Eleven i folkelighed, Inger Støjberg, burde have lidt træning i kulturforklaring, når hun siger nogenlunde sådan i et interview på tv2: 

- Nej, jeg er ikke sådan et ASA-tro menneske. Jeg er sådan et helt, almindeligt folkekirkemenneske. 

OG SÅ KOMMER KÆRLIGHEDEN til Jim og mand på banen, her hvor ministerstilen fordufter og Støjberg er tilbage i den næsegruse privatsfære: 

- Ved du hvad. Alt hvad Jim og Morten rør ved, det bli’r bare succes. 

Og begge de damer erklærer, at de nok aldrig ville takke ja til at indvie en moske. For det er jo en helt anden sag og en helt anden kultur.

Næh, den nordiske mytologi er vores arvegods

ÅH GUD – og Odin og Thor – så er vi trygge igen. Det her handler om blodofring i den danske bøgeskov. Og på mange måder kan man sige, at det er tættere på end et eller andet fjollehoved, der rejste omkring i Mellemøsten og påstod, at han kunne gå på vandet. 

Folketingets formand og Danmarks integrationsminister er bare på privatbesøg.

Det her er bare for sjov og venskabelige kærlighedserklæringer til Jim og Morten.

Det her er ikke et parlamentarisk besøg – blot et privat visit.

Privat, tænker man spørgende?

Alt imens man ser billedet på nettet og i tabloidpressen af storgrinende Pia Kjærsgaard og praktikanten i folkelighed - integrationsministeren, der knuser en flaske med alkoholisk indhold mod Odin-templets nye vægge. Her er de hjemme og elsker Jim Lyngvild og den danske kulturarv. 

HIL Pia

HIL Inger

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.