Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Fri mig for den omsorgskvælende danskhed

Jeg har venner i næsten alle politiske lejre.

Der er folk i mit eget halvrøde segment, jeg ikke kan holde ud.

Jeg er vokset op i et aboslut borgerligt, mestendels partikonservativt hjem.

MIN BEDSTE BARNDOMSVEN, SIMON – derude på klippeøen fra lerjordene mellem Ibsker og Østermarie med Hvidkløver, Hundegræs, Raps, hvede og Byg – har været stærkt borgerlig siden enevælden, selv om han først blev født i 1954. I dag er han top-erhvervsmand i et af Danmarks traditionsrige firmaer – og han er IKKE konverteret til de røde. Men han er min bedste ven!

Jeg vedkender mig den politiske opdragelse på ”Det Lille Skæg” og ”Æsken” i min studentertid i Århus i 70’erne. Og nej, jeg blev ikke højrød. En tysk familiebaggrund og talrige besøg i det tidligere DDR under det kommunistiske regime vaccinerede mig én gang for alle mod kærligheden til proletariatets diktatur.

Jeg har trofaste læsere og brugere på Facebook og på www.taxamand.dk på en skala fra DF til Enhedslisten.

JEG ER SÆRLIG GOD VEN med folkesocialisten, sømanden, der både har siddet mange år i Folketinget for SF og været borgmester i Kalundborg. Og jeg er ven med og beundrer et af de fremtrædende folketingsmedlemmer for LA. Jeg deler det kristne, grundtvigske livssyn med partiformandens storesøster.

Jeg synes, jeg er privilegeret ved at leve med mange farver på livs-paletten.

”Mennesket først – Kristendommen så … ”, sagde gamle Grundtvig. Hvis man spejler denne udtalelse i politik, passer det ganske godt på mit liv: Mit personlige univers er ikke analogt med mit politiske.

JEG MENER IKKE SELV, at denne frihed fra den politiske stammetradition har gjort mig til en politisk relativist, hvor alt kan være lige fedt.

Men tidsåndens populistiske nationalisme og kvælende omsorg for danskheden og den selvsmagende og selvovervurderende danske tro på, at vi har fundet den rette og den bedste af alle verdener, giver mig en følelse af kvælning – og kvalme.

Men populismen er blevet tidsåndens stærkeste udtryk. Det, der startede med det måske mest overraskende folketingsvalg i sidste århundrede – Glistrups 28 mandater i 1973 – er i dag endt med et statisk selvforsvar for nationale værdier, så situationen på mange måder ligner national-borgerligheden inden anden verdenskrig.  Den minder mig om stemningen i Scherfigs roman Frydenholm – om alle disse tossehoveder, der har en eller anden særlig sag, de kæmper for.

LIGE NU FISKER De Nye Borgerlige i den samme populistiske put-and-take-sø på deres Facebook-side og rundt omkring, hvor nogle gider lytte til dem.

Hvis ikke man kan lade være med at voldtage kvinder, stikke folk ned, eller begå anden form for kriminalitet, så mener vi ikke, at man er hverken tro eller loyal over for det danske samfund, lyder det fra Pernille Vermund.

Kan man være uenig i det?

Det hurtige svar er NEJ. Indtil man læser og mærker det halvracistiske udgangspunkt i dette propaganda-udsagn: Der findes nogle særlige, primitive mennesker, der ikke kan lade være med at voldtage kvinder, stikke folk ned eller begå anden form for kriminalitet. Ingen tvivl om, at det her handler om fremmede kulturer, der slet, slet ikke kan leve op til vores civilisations standard.

DANMARK  - EN AF VERDENS LYKKELIGSTE og nu også mest selvfede nationer. Og alt er glemt om slavehandel og vores egen ulykkelige kolonialisme af Grønland. Deroppe, hvor de, så vidt vi erfarer, også voldtager og skyder hinanden i den koldeste del af kongeriget - når altså de ikke laller rundt i en brandert på Christiania.

Nationalismen har sit eget parti – DF – Danmarks næststørste. De sidste uger har de ejet mediescenen og mange af de stressede journalister, der bilder sig ind, at de er den 4. statsmagt fungerer reelt som additiv i en velsmurt diesel-maskine.

Se, hvor det kører. Hold kæft, hvor er det sjovt!

Der er så meget, vi skal passe på, hedder kampagnen og spiller på dobbeltbetydningen af den gamle 70’er sang: Passe på i betydningen ”tage vare på” og i betydningen ”være bange for”.

JEG LADER DISKUSSIONEN om den kampagne ligge - også fordi DF har fået rigelig tekstreklame for den. En Tsunami af kvælende danskhed, som ikke kan stoppes af kopiering eller satire.

Med sin dumme og provokerende brug af det forældede ord neger kører DF’s pitbullterrier, Søren Espersen, videre ud af sin grusede sognevej og gi’r den som offer. Han trækker undskyldende på skuldrene og siger, at han da ikke vil såre nogen. Men vi bruger altså neger-ordet herude på landet, og jeg vil bruge ordet igen.

Åh, hvor man kan mærke Espersens omsorg for sig selv, Danmark og vores inderste tilforladelighed.

NÅR SÅ JEPPE KOFOD – den klodsmajor - oversætter forkert, og Espersen aflyser sin rejse til USA, er det pludselig Søren og DF, det er synd for.

Der er tårer i kamphundens øjne. Forfulgt, Misforstået. Bare fordi han bruger sit danske sprog, som han lærte i barndommen, hvor der både fandtes ”Negerboller” og ”Negersange”.

Herregud.

Søren passer jo bare på Danmark.

På engelsk siger man: ”Get off my Back”.

Sådan har jeg det stærkere end nogensinde, selv om jeg selv er rundet af det Udkantsdanmark, hvor folkepartiet henter sit DNA.

Kravl ned fra mine skuldre.

JEG ORKER IKKE AT VANDRE RUNDT med en rød-hvid papegøje på skulderen, når jeg møder verden udenfor hyggelandet. Og jeg gør det dagligt. For verden og dens sprog og spilleregler ER jo lige her og nu – selv for en sølle Taxamand. Jeg tjener penge på den hver eneste dag. Jeg møder mennesker som skaber langt, langt mere produktivitet og værdi i det her land, end de national-konservative politikere, der forsøger at skræmme og håne sig til en herremandsattitude. 5,6 millioner ud af verdens mere end 7 milliarder mennesker har fundet sandheden – så vi fortjener at sætte dagsordenen.

Jeg møder hele tiden mennesker i alle farver og af alle religioner og kulturer, som både evner at være forankrede i deres egne folk og nationer – og samtidigt beundre Danmark for vores frisind og sociale omsorg.

ER JEG HELT UDE I HAMPEN, når jeg føler stærkere, menneskeligt familieskab med min arabiske taxi-kollega end med politikeren, der har gjort fordomme om andre kulturer til sit erhverv?

Søren Espersen er ikke dum. Han er en af de mest fremtrædende profiler i Danmarks næststørste parti – og han er formand for udenrigspolitisk nævn, der i høj grad har indflydelse på, om og hvor vores kampfly skal kaste deres bomber.

Som borger har man – uanset politisk ståsted – ret til at forvente, at et godt begavet menneske med væsentlige dele af rigets magt og ansvar i sine hænder, repræsentere det danske – og ikke gadens parlament? Og at han forstår vores nærmeste, militære allieredes multikulturelle udgangspunkt, historiske ransagelser og sproglige etik.

Espersen kommer ikke til USA i denne omgang. Og her græder jeg personligt – krokodilletårer.

Når en fremtrædende dansk politiker bevidst taler slaveejerens sprog, er det godt, at han holder sig borte fra en nation, hvor en stor del af befolkningen er efterkommerne af slaverne selv!

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.