Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Fodbold-fællesskabet er totalt overvurderet

Jeg forventer ikke verdens forståelse.

Jeg regner med foragt og i bedste fald overbærenhed.

Noget på linje med at afsløre en mangeårig seksuel orientering, som det har taget generationer at få forståelse for.

Men jeg er – her i min modne alder – ramt af oprigtighedens virus.

Traumerne må ud.

Sandheden må på bordet.

Jeg synes, at fodbold-fællesskabet er totalt overvurderet. Jeg oplever kulturen om de store klubber og nationale opgør som stammekrig for en lidt primitiv, dekadent kultur, der mangler reelle modsætninger og opgør. Og jeg må erkende, at min afvisende holdning til ”…sporten over alle sportsgrene …” eller ” … danskernes mest foretrukne kulturudtryk” ikke har ændret sig til det positive i mine tre år i taxiuniverset.

Samtidigt irriterer det min journalistiske sjæl, at vi gang på gang skal trækkes igennem en total folkeforførelse, når nationen deltager i de kollektive tantra-orgasmer i forbindelse med de store fodboldevents - landskampene og nationale dyster i diverse turneringer. Eller bare det postmoderne opgør mellem arbejderklassens renhed og københavner-selvfedmens inkarnation: FCK og Brøndby!

Kan man forestille sig nogen mere kliché-betonet konflikt end den mellem Vestegnens barbarer og eliten i Danmarks hovedstad?

Taxamanden støder jævnligt på den ofte ekstremt bøvede fodboldkultur.

Som da jeg endnu kørte taxi i weekenderne foran Parken på Østerbro, da portene gik op og tusindvis af tilskuere væltede ud efter en af de større, danske turneringskampe. Det er sjældent at have oplevet så mange lamme-stive unge og voksne mænd samlet på et sted – og så en søndag eftermiddag. En ugentlig repetition af den årlige Roskilde Festival.

Er du der, Parken? Kan du høre eller se noget som helst?

Mange af tilskuerne væltede rundt i deres beruselse, som havde de gennemgået flere rundvisninger på et alt for generøst bryggeri. Indtil da havde jeg aldrig set mig selv som puritaner, men jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at forstå, hvorledes den skønne idrætsudøvelse med højt betalte, professionelle artister kunne tale til den del (og den var ikke lille!) af tilskuerne, der er så berusede, at de næppe kunne se nakken på næste række af berusere.

Eller da jeg for et par dage siden i slutningen af min vagt blev vidne til beruselsens nødvendighed allerede flere timer inden kampen mellem lilleput-staterne Albanien og Danmark. Byen flimrede af røde flag. Det ene med et hvidt kors. Det andet med den to-hoved ørn i sort.

Det var sådan set meget smukt.

Inde i byen måtte jeg stoppe flere gange, fordi et hold fodbold-berusere ikke orkede at bruge de dertil indrettede fodgængerovergange. For mig er det helt fint at byen fester, når der er mulighed for det. Men typerne?

Lige foran køleren på merceren stoppede en stor, tung dansker, et monster i sidste livsfase. Totalt, pissefuld, så man kunne se de våde øjne helt ind i kabinen, hvor den udenlandske kunde blev lidt utryg. Jeg fortalte hende, at hun bare skulle tage det helt roligt. Jeg sagde smilende, at fodboldkulturen er danskernes karneval, hvor selv et af verdens mest velbjergede og i hvert fald lykkeligste folk har behov for at gøre op med dogmer og autoriteter. En slags antikkens orgier iklædt nutidens udtryk.

Så grinede hun lidt befriet.

Til trods for denne halvfede beruser, der dinglede indover mercerens kølerhjelm, mens hans mave nærmest pakkede den berømte sølvstjerne ind i dansk, fersk menneske-flæsk.

Måske var det også hans påklædning, der fik min kunde til at grine. Alt var rødt og hvidt undtagen de smånussede jeans, som var gledet et stykke ned ad de hvide baller. ”Cykelstativet” var nærmest til frit skue. Hvis altså det ikke ligefrem var for et par Dannebrog-rødfarvede kæmpe underbukser, som fodbold-beruseren havde trukket ud over de slidte jeans.

Kan man forestille sig noget mere dansk?

Det håber jeg sgu!

Senere på dagen var en anden rødfarvet viking ved at flå døren op til taxien, hvis ikke jeg sekunder inden havde nået at trykke på knappen for centrallåsen. Han havde et øjeblikkeligt transportbehov med mindre end en kilometer til Parken. Givetvis alt for fuld til at bevæge sig den enorme afstand. Og i hvert fald så påvirket, at han ikke ænsede mine to kunder på bagsædet.

Det lykkeligste folk kan i kollektiv, beruset tilstand sagtens aspirere til at være et af de dummeste!

Lykkeligvis var kunderne fra Tyskland, en nation der sagtens kan leve op til til fodboldsportens dybe dekadence, blandt tilskuerne.

Og så vil jeg ikke denne gang beskæftige mig dybt med dyrkelsen af vold i fodboldkulturen – stærkt inspireret af en kort surfen på Internettet. Jeg tænker ikke bare på grovhederne på banen, hvor unge mænd med milliongager sparker, slår, spytter eller ”blot” kommer med racistiske bemærkninger, hvis noget kikser for dem i kampens hede. Nej, jeg tænker på de voldsorgier, som udspiller sig mellem de mest fanatiske fans før og efter kampene.

På Youtube har nogle af de hel- eller halvfascistiske grupperinger lagt små film ud af deres sammenstød. PLANLAGTE krige for neandertalere, må man forstå. Det er åbenbart en kampsport, at to nogenlunde lige store grupper af fans fra to klubber mødes - nærmest på åben mark – og så slås med bare næver, slag og spark indtil en af stammerne begiver sig forslåede og omtumlede på retræte. Det hele bliver optaget og lagt på nettet.

Man mangler bare silhuetten af en mammut i baggrunden, en stor sabeltiger eller resterne af en gletsjer fra sidste istid – så havde iscenesættelsen og dateringen passet til kamphanernes udviklingstrin.

Meget af det her er til at grine af – og har principielt ikke noget med selve sporten at gøre. Jeg ved jo godt, at jeg retter bager for smed. Eller idiot for legedreng. Jeg undrer mig blot over, at fodboldkulturen vælger at rumme både sport, alkoholmisbrug, fordummelse og fascisme i sin nærmeste kreds.

Hele dette cirkus er gennemsubsidieret af erhvervslivet. Men jeg har svært ved at forestille mig samme erhvervsliv være så sløsede med deres egne værdier, som tilfældet i de fodboldmiljøer, de selv er med til at understøtte.

PS: Som et plaster, revet af såret, blev en advokat og en direktør i går idømt ubetingede fængselsstraffe for at have manipuleret med aktiekurserne på fodboldreligionens egen domkirke, Parken. Der er plads til barbariet fra bund til top!

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.