Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Flyt etaten til provinsen

Dansk politik har en gravhunds psyke. Beskeden af størrelse, og alligevel evigt gøende og markerende som en slags kompensation for egen lidenhed.

Arrogancen kan ikke mindst aflæses i vores regions-politik.

Mens vore broderlande som Sverige og ikke mindst Norge fører en bevidst politik om at fordele service og statslige arbejdspladser over hele det store land, så er det tvingende nødvendigt i vores landsby-kongerige at gøre andet end at fastholde en sygelig centralisering af magten i hovedstaden København.

Tager man vores geografiske udstrækning i betragtning er det mere tragisk end komisk.

TAGER MAN GEOGRAFI og transporttid i betragtning, er vi at sammenligne med en international storby med forstæder. Og hvis ikke vores amatørpolitikere havde leget med diesellokomotiver, mens verden omkring os gik elektrisk, kunne vi havde brugt milliarder af spildte kroner på at forberede og udvikle et hurtigtogsnet og måske nye tunnelforbindelser, så vores lidenhed blev transformeret til en storhed.

I Danmark vender man mulighederne om til en kollektiv slaphed: Landet er jo lille, så vi lader udvikling være udvikling – og så sender vi af og til et forskerhold til provinsen for at se, om der kan gøres noget.

Jeg sidder i taxien med en klog og ung, veluddannet kvinde. En nordjyde. Vi morer os over musen, der vil gungre som en elefant. Hun er irriteret over, at hendes forbliven på hjemegnen ses som et udtryk for flytte-angst.

HVORFOR SKAL MAN være flov over at forblive nordjyde i en god erhvervskarriere, når københavnerne er ved at skide små, lyserøde grise, hvert gang der tales om at ændre på den det statslige og erhvervsmæssige hierarki?

Der er egentlig ikke minutiøst forberedt for hendes vedkommende. Hun er naturvidenskabeligt højtudannet akademiker fra Aalborg Universitet Og hun er hurtigt kommet ind i et særdeles profileret job i en produktionsvirksomhed i det nordjyske, der er ejet af en verdenskendt dansk medicinalvirksomhed. Er det at opføre sig som hjemmefødning?

Samme virksomhed har, ved jeg fra min taxi, oprettet en afdeling for avanceret matematik og statistik i det jyske, fordi de bare MÅTTE fat på det bedste statistikere, Danmark kunne byde på.

OG NÅR MOSES ikke ville komme til bjerget …

Selvfølgelig er det ikke noget problem for en verdensomspændende virksomhed at have arbejdspladser 300 km fra hovedstaden, når hele verden er ens Arena.

Modbilledet er grædekonerne fra DJØF, Ingeniørforeningen og de statslige fagforeninger, der står frem med deres røde øjne, hver gang der er planer om at flyttet lidt på statsapparatet.

Sidst – i debatten for blot en måned siden planerne om at flytte energistyrelsen til Esbjerg. Her klynkede ingeniørernes tillidsmand over den tilstunde katastrofe, hvis ikke Energistyrelsen kan forblive geografisk, hvor den altid har været:

"…Bjarke Hansen (tillidsmanden) påpeger samtidig, at det vil blive sværere at indkalde til møder med kort varsel, ligesom udenlandske samarbejdspartnere får sværere ved at lægge vejen forbi…"

JEG GRÆMMES. Er det her den danske statsadministrations svar på den globale og digitale virkelighed?

Er alle bønderne flyttet til det indre København?

I min taxi møder jeg mennesker fra hele verden, der har slidt og slæbt, der har bekostet egne uddannelser på verdensmarkedet og nogle har flygtet fra despotiske regimer – for at få muligheden for at arbejde i verdens – nu tredje lykkeligste nation.

Og så er en flytning 300 km og tre timers togtid mod vest en eksistentiel katastrofe for den danske, veluddannede arbejdskraft.

Mit umiddelbare modsvar er: Bliv i København, sæt turbo på uddannelserne fra provinsuniversiteterne og til etaternes chefer: (Altså dem, der tør leve et liv uden for København K og F og forstæderne i Whiskybæltet): Og flyt så nogle ministerier og styrelser ud – og find de nye embedsmænd på det internationale arbejdsmarked, hvis ikke de allerede findes derude – i provinsen.

Og inden medlemmerne af Opportunistisk Folkeparti gør sig for meget til over at have taget denne sag op i 2015.

I 2002 HAVDE den hektisk forandringsparate kulturminister Brian Mikkelsen en plan om at flyttet Rigsarkivet til Odense. Her kom den daværende finansordfører for DF Kristian Thulesen lige pludselig i tvivl om sin kærlighed til det ydre Danmark som ellers er rygradioen i partiets selvopfattelse.  og  …

"… hvis en flytning til Odense ikke er hensigtsmæssig i forhold til Rigsarkivets daglige drift, så vil vi blokere for en udflytning …".

Brian Mikkelsen var mærligt nok ikke under kanonbeskydning for 'løftebrud' dengang i den nye Fog-regering, selv om han startede ministerperioden med to solide nederlag: TV2, der skulle sættes til salg inden 100 dage. Det er ikke blevet til noget endnu – 13 år efter.

OG SÅ DEN DER MED rigsarkivet til Odense.

For den sidste sag fik han så mange tæsk af den konservative rigshistoriker og dobbelt-doktor (historie og jura), Ditlev Tamm, at den unge, velfriserede kulturminister hurtigt måtte finde nye, ufarlige sager, og inden han blev afsløret med gravhundens anatomi: Meget bidsk – og meget lille.

Jeg sidder og skriver de her linjer på min fødeø, Bornholm. Jeg kan med egne øjne iagttage en overlevelseskamp, der ikke kan gennemføres uden politisk vilje til at samle Danmark.

Der er ikke brug for bjergbondestøtte eller andre lapperier. Der er brug for politik. – Ikke endnu flere eksempler på de arrogante mindreværdskomplekser. Findes der politikere, som evner at gå i felten for disse to punkter:

  • Betragt Danmark som en hel nation og udnyt det moderne samfunds digitale kommunikations-og transportmidler. Udlæg væsentlige dele af statsadministrationen til hele landet som en bevidst tilføring af viden og arbejdspladser i hele Danmark. Lav en plan for udflytning af to tredjedele af den offentlige etat til Danmark uden for hovedstadsområdet.
  • Reducer transportudgifterne til de danske yderområder. Først og fremmest færgeudgifter og broudgifter. Halver udgifterne, eller nedsæt dem til en tredjedel. København har, naturligvis, hovedstadens og storbyens infrastruktur og kulturtilbud for milliarder betalt og subsidieret af det offentlige, fællesskabet Danmark. Derfor er det ikke en hjælpeaktion men en menneskeret at fællesskabet finansierer billig transport til og fra det ydre Danmark.


Kære politikere. Taxamanden ønsker ikke copyright på disse forslag.
Stjæl dem og gør dem til jeres egne!

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.