Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Er OL-feberen bare en sommerforkølelse?

OL-FEBEREN er over os.

Eller er den?

I vogn 2282, hvor min arbejdsdag udspiller sig, ligger den mentale temperatur ikke mange streger over normalen, når vi snakker OL. Der bliver straks lidt varmere, når talen falder på indvandring, nationalisme, terrorfrygten det amerikanske præsidentvalg. – For slet ikke at tale om ballonerne og deres farve ved de politiske kræmmermarkeder rundt i landet.

Stemningen er nogenlunde som ved en middelstor fest, hvor den varme mad bliver båret ind én gang for meget. Det hør sig og bør sig. Men vi er allerede for mætte og trætte – og egentlig klar til at gå hjem, så snart vi rejser os og alt det sjove egentlig skulle begynde.

Bent Falbert svinger sig på Ekstrabladets bagside i søndags op til at bruge sit overlærer-spanskrør over de idioter, der ikke kender deres historie og fejbrugen af begrebet Olympiaden, der er perioden mellem legene. – Mens dagene med den ædle kappestrid, hedder De Olympiske Lege. Og så får alle gratisterne, -de udpegede honoratiores og tilrejsende politikerne en på goddag ‘en.

DER ER gang i reprise-indignationen. Selv den gamle chefredaktør på EB har svært ved at hidse sig op, så det kan fylde en hel bagside.

En tv-udsendelse fra DR sendte mig tilbage til en meget ubehagelig episode i min barndom. Jeg sad på mit værelse og kiggede på billeder fra min fars barndom i 30’erne. Det var på samme tid, som jeg oplevede OL på tv for første gang. Ikke i mit hjem, for det havde vi endnu ikke råd til, men hos nogle af vennerne. Slet, slet ikke dag efter dag – men enkelte oplevelser, når der var tid og mulighed.

Der stod han så på et slidt, gulnet foto - på en rejse, han aldrig havde fortalt om. På den ene side af ham min farmor, bondetøsen, fra Fyn. På den anden side min farfar, billedskæreren, som døde, inden jeg selv blev født. Jeg samlede på brikker for at lære ham nærmere at kende. I baggrunden et gigantisk stadion langt fra hyggen på Enghavevej i Odense. Og så – mens farfar, min far og farmor smilede højtideligt til onkel Walter – et stort, blafrende Svastika-flag i baggrunden. Nazi-banderet, symbolet på al den ondskab, der efter nationalsocialisternes demokratiske overtagelse af magten i '33, deres modbydelige racisme og ariske sludder op gennem 30’erne, deres ragen til sig af land og ejendom. Krigens start i '39 – og besættelsen af blandt andet Danmark og Norge i 1940. Jeg var meget nysgerrig og vidste, opdraget i et konservativt officershjem, lidt mere om fædreland, krig og forsvar, end de fleste på min alder

Billedet var selvfølgelig fra De Olympiske Lege i Berlin i 1936, som min far og hans forældre oplevede under et familiebesøg.

DET VAR i 1936, at den såkaldte nye olympiske ånd (den gamle var forduftet i Oldtidens Grækenland …) - for alvor gik i fordærv. Propaganda og sport gik op i en højere symbiose. Den ædle kappestrid blev alibiet for og en fuldstændig uanstændig reklame for et fordærvet menneskesyn og et politisk dræber-system. Magasinet Historie fortæller, hvordan nationalisterne indførte traditioner, som er spillevende i dag.

Ideen med at bringe den olympiske ild fra Grækenland til skuepladsen for legene var nazisternes. Traditionen med store livetransmissioner af lyd, - ja, sågar billeder – var nazi-kreativitet. Og inden da, lykkedes det Hitler og hans bødler både at praktisere den racistiske ideologi i form af drab, fængslinger - og fratagelse af borgerrettigheder for primært jøderne – og samtidigt at åbne en paraply af iscenesættelse, som gav verden et billede af en Adolf Hitler, der både var effektiv og ikke så slem endda.

Der var boykot-debatter og -demonstrationer i blandt andet USA. Men propagandaen om den ædle kappestrid, stoppede initiativerne.

Blot 9 år efter var – tallet kan aldrig gøres helt op –  60 millioner civile og soldater døde ved slutningen af anden verdenskrig.

Men drømmen – eller rettere illusionen om at skille idræt og politik levede videre. Der HAR været boykot af legene siden. I 56 boykottede tre europæiske lande legene i Australien i protest mod Sovjets invasion af Ungarn.

I 76 boykottede en række afrikanske lande legene i Montreal, fordi New Zealand havde spillet rugby mod Apartheit-Sydafrika.

65 vestlige lande boykottede Moskva efter invasionen af Afghanistan – og fire år efter slog Sovjet igen i Los Angeles med henvisning til sovjet-sportsfolkenes sikkerhed.

I praksis har historien om den ædle, politik-frie kappestrid overlevet. Medie- og pengesyn (i høj grad i forening) har været stærkere end sporadisk, hykleriske hensyn til de folk, der ikke er frie, når den ædle kappestrid er overstået.

DET ER pilråddent, men sådan er det bare. Det er ikke episodisk. Det er en lovmæssighed. At bruge folkets penge på at sætte scenelyset på magthaverne, har skabt måneders demonstrationer i Brasilien. Sådan er det bare, når musikken spiller op i et eller andet verdernshjørne hvert fjerde år.

Men mætheden melder sig i takt med den slidte passion og stiller et spørgsmål: Den gigantiske, underholdningsmæssige og kommercielle bulimi – hvor længe kan den fortsætte?

Arrangørlandene gennemfører events, de reelt ikke har råd til.

Korruption er et åbenlyst vilkår, når værtsbyerne skal findes

Boykot er tilfældige, storpolitiske slag i bolledejen.

De frie, ranke menneske præsterer på baggrund af doping og manipulationer.

Grænserne mellem den købte og betalte idrætsmand – og ham eller hende, der præsterer ved egen energi er for længst brudt sammen. Den skelnen udgør reelt den reelle amatørisme.

Selv medierne i USA havde svært ved at skaffe høje seertal på det OL’s ellers så besungne gruppeknald – åbningsceremonien.

Globaliseringen har fuldstændig taget spændingen af lidenskaben i at rejse til et fjernt, fremmed land og komme hjem med guld til Danmark. Herregud! Rio ligger blot en charterrejse borte.

OL ER blevet en fuldautomatisk refleks. Og mange analytikere er enige om, at dette kommercielle mediecirkus i virkeligheden er en halvdårlig forretning.

I det hele taget er OL ikke længere nogen ”talk of the town”

Gider vi OL-maskeraden ret meget længere?

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.