Er danskerne blevet bindegale, spurgte super-europæeren Uffe Ellemann, da et flertal herhjemme stemte nej til at være en del af det europæiske politisamarbejde. Det vil sige: Uffe citerede sin lokale slagter. For selv Uffe, der aldrig har fundet sig i noget som helst, kunne ikke gå direkte i struben på danskerne, der jo bare havde brugt deres demokratiske stemmeret.

Ligesom briterne, der forlader EU for at trække sig tilbage til drømmen om det verdensomspændende imperium, der ikke behøver rette sig efter andre. Og så blev det Brexit.

Ligesom Tyskerne og det fremmedfjendske AFD – hvilket alternativ for Tyskland!

Eller de folkevalgte højre-nationalistiske regeringer i Ungarn og Polen

Eller russernes præsident Vladimir Putin.

Eller folkevalgte Recep Erdogan, Tyrkiets præsident, der er ved at udskifte hele sit statsapparat.

ER vi blevet bindegale i Europa og nærmeste omegn? 

I så fald er vi ikke alene.

Der er f.eks. masser af vanvid på den anden side af dammen – i USA. Ikke mindst efter, at amerikanerne valgte Donald Trump som præsident for de næste fire år. En selvoptaget, hovedrig populist, der påstår, at han tager sig af de særligt forarmede amerikanere fra sit guldtårn på Manhattan i New York. 

Jeg har interesseret mig for amerikansk politik siden mine drengeår under John F. Kennedy. Jeg er fuldt klar over, at der foregik grove sager i hans privatliv under vejs. Hans efterfølger Lyndon B. Johnson var efter sigende så vulgær i sin stil, at han kunne finde på at sætte sig ned og skide for åben dør, for at forarge sine embedsmænd og forhandlingspartnere. Og der var Nixon med tæppebombningerne over Nordvietnam og en svindelhistorie om Watergate. Nixon gik ikke tiden ud. Og så Reagan, den højredrejede tidligere B-filmskuespiller, som med sine trusler om oprustning og stjernekrig evnede at lægge rebet om halsen på Sovjetunionen.

Obama var den første præsident med afrikanske rødder. Et dydsmønster og inkarnationen af mulighederne i verdens rigeste og mægtigste magt. Ned en total-karismatisk kone og et ideelt familieliv. Drømmen om racelighed midt i en tosset verden. Men desværre også manden bag supermagtens udenrigspolitiske fallit i Mellemøsten.

 Nyvalgte Trump må tage prisen for det mest absurde valg af amerikansk præsident i mands minde. Jeg ser en stund bort fra, at han muligvis er en af de mest inkompetente statsledere, når det kommer til viden og praksis i storpolitik. Hans alibi er den gammelkendte, våde drøm i den kapitalistiske demokratiopfattelse: Her kommer en mand, som er vant til at drive god forretning. Vi har brug for en dygtig forretningsmand til at drive butikken – USA.

Det er en slags historisk ironi, at manden bygger sin magt på stemmer fra det gamle industrisamfunds største tabere – de socialt hårdt ramte amerikanere i Midt-vesten.

Hans ressourcer er at være født ind i personlig rigdom, der fra barnsben har holdt ham på lang, hygiejnisk afstand af den underklasse, han påstår at ville hjælpe.

Hans politiske evangelium er en indkogt og temmelig ubehagelig udgave af amerikansk nationalt storhedsvanvid, når det er allermest ubehageligt. Nationen har en ret til at bygge forsvarsværker, som holder fremmede ude, - selv om dens egen eksistens bygger en indvandring, der reelt udslettede den oprindelige befolkning og importerede slaver som arbejdsdyr fra. Nationen har ret til at have globalt overherredømme og være en enestående motor i globaliseringen – men også at beskytte egne handelsinteresser med barrierer og toldgrænser (Det er i hvert fald truslen lige nu). Nationen har ingen samvittighedskvaler over først at fråse vildt med verdens energiressourcer – for siden at benægte ressourcesvineriets konsekvenser.

Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, om amerikanerne er bindegale. – De er sikkert ikke mere tossede end fiskeren fra Hirtshals eller Taxamanden i København. Selv er jeg efter mange rejser over ”dammen” vild med amerikansk natur og kultur 

Nej, det, der bekymrer MIG mest lige nu er, om vi herhjemme og i Europa har lyst, energi og vilje til at give USA det modspil, som er nødvendigt for at magten på den anden side ikke fordærver og går amok. Siden Anders Foghs skæbnesvangre, blinde militære solidaritet med USA, er det blevet daglig dansk retorik, at vi har et ubrydeligt broderskab med amerikansk udenrigspolitik. Selvsamme Fogh udviste enestående opportunisme ved først at advare mod Trump, da man var kandidat – for så at rose Trump som de nye muligheders mand, da han overraskende blev valgt. Og i de her dage snubler ”iagttagere” og kommentatorer over egne ben i en begejstring over Lars Løkkes folkelige kammeratskab og succesfulde møde med den nye amerikanske præsident. 

Den aktivistiske holdning i 70’erne og 80’erne mod stormagtens indbyggede magtfordærv, som var gældende i modstanden mod Vietnam-krigen og de dybt beskidte USA-fjernstyrede militærregimer i Syd og Mellemamerika – er forsvundet i en fed tåge af historieløshed. 

Problemet er ikke, at amerikanerne er bindegale.

Problemet er vores forsvundne kritiske sans overfor (stor)magtens korrumpering.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.