Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: DR-plan er leflen for DF

DR flytter redaktioner, miljøer og medarbejdere til Aarhus og Ålborg. Bestyrelsesformand Michael Christiansen rykker offensivt – fremad.

Hvis det går galt, gjorde han, hvad han kunne.

Hvis det går godt, har han trukket DR-mastodonten væk fra afgrunden. Bort fra den mega-nedskæring i licensen, som aktørerne i den kommercielle medieverden, herunder de store print-mediehuse, har våde drømme om og forventninger til i en blå, liberalistisk tid.

I dagens blog træder jeg ud af taxauniverset og beskæftiger mig med det DR, der var min arbejdsplads i 36 år. Størstedelen som leder og chef. I et par årtier tæt på toppen i skiftende regimer.

Hvad kan gå galt for DR? – det vender jeg tilbage til i slutningen af bloggen.

Men jeg inspireres af den sølvfarvede Mercer med det grønne logo,- dér hvor jeg møder mennesker fra næste alle klasser. De elsker DR fra 'X Factor' til Orientering på P1.

Oven over - alt - svæver folkets kærlighed! Så det er ikke nemt at være blå-borgerlig frihedskæmper og privatiserings-præst i DR-diskussionen.

Uden DR intet DR2, siger de kulturradikale og tager hele det dannede og kritiske Danmark med sig. 

Uden 'X Factor' ingen folkelighed, siger andre.

DR har aldrig for alvor været ramt af sparekniven. DR har kunnet skære, hvor kun få var utilfredse og ”tilpasset sig”, som det hedder i erhvervslivet. Digitaliseret og rationaliseret.
Når der har været ballade, har det strengt taget styrket institutionens raison d’être.

Det seneste eksempel er lukningen af DR Underholdningsorkesteret. En hård debat om en plan, der har ligget i direktør-skuffen i årtier. Debatten blev hård også om DR’s berettigelse, så der kommer til at gå mange år, før man igen kan diskutere reduktioner i musikken.

Selv DF-folketingsmedlemmer, fra Richardt Ragnvald-segmentets eget parti, var fornærmede. Deres vælgere går også til slotskoncerter!

Derfor er udflytningsplanerne ikke mindst et blødgøringsmiddel, der er tiltænkt Dansk Folkeparti, som meget vel kan få en hovedrolle ved et nyt licensforlig fra 2018. Hvis der er noget DF ikke kan stå for, så er det at skrue ned for København og skrue op for provinsen.

Bestyrelsesformand Michael Christiansen er en strålende repræsentant for det blankt skinnende ”Grå Guld”. Selv om han i en alder af snart 71 år for længst er ude af sit største svendestykke som direktør for Det Kongelige Teater, er han højaktiv som formand ikke bare i DR, men også for Århus Universitet. Han er den ideelle bro mellem højre og venstre (i DR i 2008 udnævnt af en borgerlig regering med masser af ros fra socialdemokraterne). Med en linedansers ynde og en boksers punch i magtspillet mellem politikerne og de institutioner, som de bevilger pengene til.

Selv glemmer jeg ikke hans første afdelingsbesøg i DR. Det foregik med medarbejderne på P3, hvor jeg var chef. Jeg fik chef-tæsk for at have inviteret uden at få tilladelse ”oppefra”.

Det var Christianen høfligt ligeglad med. Han sagde ja-tak til mig.

Medarbejderne på P3 osede ikke af kærlighed, da den ældre formand kom til besøg og debat. P3 er vant til næserynken fra finkulturklanen – hvortil bestyrelsesformanden og den tidligere teaterdirektør hører. Christiansen gjorde det eneste rigtige – han dementerede fordommene om sig selv (i frit citat).

”På P3 er I tættest på fremtidens medieforbrugere. I laver radio til mine børn og børnebørn. I skal forny det, jeg kommer fra. I skal have kant. Og skal jeg kritisere noget, er det, at jeg af og til synes, at kanten er lidt sløv …”

Så var den radio-ged barberet. Og formanden fik ”streetcred”.

Set i et styrke-perspektiv er relationen mellem den ekstroverte bestyrelsesformand, Michael Christiansen, og den lidt mere forsigtige generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, - genial i politiske swing-tider. Hun er driftspersonen og populær i organisationen - lidt uvant status i DR. Han sørger for ”ejerne”/politikerne – og licensen, eksistensgrundlaget. Begge dele har sin pris. Han sørger med beslutningen om ny udlægning af produktion for at få DF tilbage som DR-støtte-parti.

Hun leverer varen uden så megen bævl!

Ja, selv medieordføreren for LA, (tidligere og fyret direktør i DR) Mette Bock, udtaler sig pænt om beslutningen, selv om partiets højrefløj givetvis drømmer om at få den helt store sparekniv i brug.

Men udlægning af programmer og afdelinger giver en vis kulturpolitisk immunitet. Man skærer ikke det bort, som er flyttet. Man maltrakterer ikke en kulturinstitution, som viser tegn på forandringsvilje. Og så er der mange stemmer, derude hvor DR flytter ud.

Hvis man vil have en kritisk vinkel på den idylliske DR-stemning lige nu, må man se på de områder, som DR-beslutningen ikke iværksætter. Blot nogle eksempler:

- Stramning af public service-rollen, et smallere DR.
- Hurtigere afsked med flowtænkningen og øjeblikkelig skærpelse af indholdstænkningen.
- Mere radikal udlægning af produktion til miljøer udenfor DR – programmer til kanaler.
- DR som ”first mover” i digitaliseringen. Et eksempel: Lukning af analogt P3 og DR 3. Pool pengene og bliv mediefrontløber for den nye DR-generation. ..
- … De ældre målgruppers analoge kanaler P1 og P2 gøres til døgnkanaler, så længe FM lever.

Forhandlingerne om det kommende licensforlig starter om et års tid. Beslutningen om udlægning er ouverturen.

Og hvad er så risiko-momenterne for DR i den nye beslutning?

- At harmen fra udlægningen af statsadministration blusser op og rejser ny modstand mod den nuværende regerings provins-strategi. Væske på de verbale molotovcocktails, mod tvangsudflytninger til provinsen.
- At DR’s konkurrenter får ny energi i kampen for stramninger mod DR, fordi udlægningen ses som en undvigemanøvre.
- Modstand mod nedlæggelsen af en stærke profil-programmer som Harddisken på P1, der har en lytterskare, som kan sammenlignes med en menighed.
- At vi får en mere grundlæggende debat om public service i den nye individuelle og digitaliserede tid. Licens/skatte-betalt radio, tv og nye medier – måske! Men hvorfor er så stor en del af licensen reserveret til institutionen DR?

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.