Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: "DR er slappere end Bertels fugtige nedskæringsdrømme"

Der er lagt op til krig om det elektroniske mediemarked de næste år. Debatten er præget uendelig meget af markedskampen mellem de private medier og public service medierne. De private mediehuse med udgangspunkt i dagbladene ønsker at reducere public service – især de offentligt finansierede medier i DR.

TV er oftest hovedemnet i mediekrigen.

Men et andet – radioen – er den afgørende faktor i Taxamandens medieforbrug. Den passion deler jeg ugentligt med mere end 4 millioner danskere.

Moderne radio skabes i såkaldte formater. Siden 1980’erne, hvor DR’s totale monopol blev brudt, har formattænkningen været styrende – også i public service. Det var slut med at blande alle mulige målgrupper sammen på de samme frekvenser.

Formattænkning er og bliver kommerciel i sit DNA. Den udspringer først og fremmest af medietænkningen på det gigantiske amerikanske marked. Det handler om at ramme en målgruppe med det rette format, der kan give mange lyttere i målgruppen. I musikradioer handler det om at spille den musik, lytterne kan lide. I taleradioen om at tage de emner op og finde de studieværter, som har de mulige lytteres gunst.

Og så skærer man det fra, som ikke helliger hensigten. Ingen Jazz på P3. Ingen ”house” på P4. Ingen Karl Smart DJ på P2. Ingen ungdom på P1.

Selv om licensmedierne ikke er skabt til at lave kommerciel succes (de får jo midlerne båret ind på paller uanset, om lyttertallene er gode eller ej…), gælder formateringshåndværktøjet også i public service. For medielicensen er jo i realiteten en tvangsskat for alle danskere. Og når man yder vil man gerne nyde.

Alle betaler – ergo skal alle også have noget ud af den.

Det kræver en balanceakt af de store for ikke mindst DR: Vi skal være originale nok for at fortjene licensen. Men vi skal også have markedssucces for at fastholde betalingsviljen.

Det paradoks kræver knivskarp styring af kvalitet og fornyelse.

Som fagmand på radio og public service – og som lytter op imod 12 timer dagligt mærker jeg, at noget skrider.

Man kan mærke, at DR har et problem, som ligner dansk politik generelt: Man samler sig, der hvor vælgerne/lytterne er flest – på midten. I politik er udlændinge-politikken det værste eksempel. Man skal have tykkere og tykkere glas i brillerne for at få øje på forskellene mellem regeringen og støttepartierne – og socialdemokraterne. Mindre fokus på de værdimæssige forskelle – mere fokus på, hvad folkestemningen kræver.

I radiouniverset går de stereotype genrer igen på tværs af kanaler og formater, og det gør originaliteten mindre. Når forskellene bliver mindre, indskrænker det den reelle valgfrihed – som var det i et supermarked: Et gigantudbud af chokoladekiks giver ikke nødvendigvis forskellige smagsoplevelser.

Der er masser af chokolade i radioen for tiden.

Tidens stikord er TALKSHOW – til tider over hele linjen. Journalisterne er værter i ordets oprindelige betydning.

- Jeg kan se du er derude bag glasruden. Du har travlt. Kom indenfor. Sæt dig ned. Vil du ha’ en kop kaffe? Jeg har lige et bånd, jeg skal spille for dig.

Selvfølgelig er der forskel på musikradioer og taleradioer. Og der er forskel på sproget, der tales til teenagere og sølvræve. Men hygge er DR-standard.  uanset om der er tale om P1 Morgen eller Mads og Monopolet. Lidt frækkere på Godmorgen P3. Lidt mere kramme-mentalitet på P4 Morgen, hvor man undertiden oplever, at ”kærlighedsforholdet” mellem værterne er vigtigere end relationen til lytterne.

Selv er jeg storforbruger af P1 Eftermiddag – kanalens kultur-talkshow, selv om show-ordet ikke bruges i kanalens univers. Også her er værterne generelt professionelt blandt de dygtige. Men der er masser af generelle DR-stereotypier – primært hyggen. ” …  Kom indenfor. Sæt dig ned …”  

En slags national modgift til en verden, der er komplet på røven. Det sidste mærker man godt nok ikke meget til. Værterne i P1 eftermiddag er intelligent elskværdige. Men når de parrer sig med tidens eskapistiske tendens til HYGGE, nærmer det sig mætheds-grænsen. Og efter mætheden følger kvalmen….

Jeg kan ikke være den eneste lytter i Danmark, som i djævelske øjeblikke savner en anarkist, der løber gennem studiet og skriger ord, som jeg end ikke vil nævne i denne blog.

Når formaterne og genrerne flyder ud i stereotypier, kommer kanalredaktørerne for alvor i vanskeligheder. Selv når der loves fornyelser, skal man være radiofonisk filatelist for at høre forskellene. Mads og Monopolet er et glimrende underholdningsprogram. Men det ændrer jo ikke ved P4’s status som den sublimerede hygge-kanal at flytte programmet hertil fra P3. Flere lyttere, mange flere. Der er skruet op for det, der i forvejen er masser af.

P4 har i det nye år skabt programmet ”Diva og Dario” med radioveteranerne Dennis Johannesson og Julie Bundgaard. Julie ved jeg kan have en replik som et barberblad.

Jeg lyttede til programmets førsteudgave, der blev markedsført som ”… et radiotalkshow med både sjov og alvor ...,” der ” …  tager revolverjournalistikken til nye højder …”

Og så skal gæsten dreje på en tromlerevolver – og BANG får han eller hun et farligt spørgsmål.

Et vildskud med løst krudt!

Programmet var – HYGGELIGT! Men for at blive i det kommercielle univers, som P4 har så svært ved at adskille sig fra: ”Løftet” var uden mening – det blev ikke overholdt. Eller også var programerklæringen holdt i det ironisk-sarkastiske sprog, som stammer fra 80’erne og 90’erne.

Var pressemeddelelsen om det nye program en slags satire i sig selv?

Og apropos den genre – der kunne profilere en anden kanal: Hvor er den P3-satire, som – i mere end et halvt århundrede har været en del af kanalens eksistensberettigelse?

Positionen er i den grad overtaget af Den Korte Radioavis på talekanalen Radio24syv.

Tæskeholdet og De Sorte Spejdere er døde. Men Kirsten Birgit lever, selv om hun påstås død og i hvert fald er ude af æteren fra nytår.

Det er godt nok et eftermæle, der vil noget. Og Radio 24syvs bedste markedsførings- og programgreb i kanalens levetid.

Hvis hun levede - og HVIS hun havde skrevet dette blogindlæg, kunne slutordene være skrevet nogenlunde sådan:

” …Jamen Herre Jemini. Jeg havde sgu ikke troet, at de der røde lejesvende i DR skulle ende med en programpolitik, der er slappere end Bertels fugtige nedskærings-drømme. Enten er de flagellanter eller også udviser de selvmords-tendenser på Statsradiofoniens vegne …”

Det kan selvfølgelig ikke passe, mener den radiomaniske Taxamand og citerer fruen selv: ”Det er jo helt hen i vejret...” 

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.