Siden det nye taxa-selskab, Uber, kom ind på det danske taxamarked og brystede sig med at være både billigere og smartere end de nuværende selskaber, har der været indædt splid mellem de to parter.
Nu har en taxachauffør angiveligt modtaget en dødstrussel, fordi han har anmeldt omkring ti tilfælde af dokumenteret pirattaxavirksomhed hos Uber. Det siger Søren H. Nicolaisen, der er formand for Brancheforeningen Taxiførere i Danmark (TID).
LÆS OGSÅ: Taxiråd: Politianmeldelse af Uber er lige efter bogen
- Der er sket det, at ham, der har været til politistationen for at anmelde Uber, er blevet ringet op fra et hemmeligt nummer og fået vide, at han skulle dø, hvis ikke han fjernede det bevismateriale, der blandt andet ligger på Facebookgruppen Uber-Fakta, siger han ifølge BT til BNB.
Søren H. Nicolaisen siger, at materialet mod Uber er indsamlet af taxachaufførerne selv, og der må meget gerne være rigeligt til en ny sag mod konkurrenten, siger han.
"Ulovligt"
- Nogle taxachauffører har bestilt nogle ture hos Uber som kunder og fået kvitteringer, der tydeligt viser, at der er tale om priser, der ligger over, hvad omkostningerne er, og det går altså ind under ulovligt taxakørsel, siger formanden.
LÆS OGSÅ: Taxivognmænd: Uber er velkommen, men...
Uber findes i alt i næsten 50 lande og i hundredvis af byer. I flere byer har det ført til kontroverser mellem de eksisterende taxiselskaber og Uber, og i byer som Berlin, Bruxelles og Barcelona er tjenesten blevet forbudt.
Uber kom til København i slutningen af sidste år og samtidig blev applikationen også lanceret i Oslo og Helsinki. Den har eksisteret i Stockholm i snart to år.
Foruden at tilbyde privatpersoner at køre sammen lancerer Uber også en taxitjeneste med særligt luksuriøse biler.
Kritik fra ministeren
Uber bliver nu også udsat for kritik af transportminister, Magnus Heunicke (S). Han var torsdag i samråd i Transportudvalget, hvor skulle tage stilling til den amerikanske taxatjeneste. Han forklarede efterfølgende, at Uber bryder med dansk lovgivning.
LÆS OGSÅ: Transportministeren: App'en Uber er nok ikke lovlig
- Samkørsel er jo lovligt og delebiler er fint, men Ubers koncept virker - i forhold til hvad jeg kender til det - som noget, der er på den anden side af, hvad vi kan tillade i Danmark, siger Magnus Heunicke til tv2.dk.
Trafikstyrelsen politianmeldte Uber 19. november 2014. Ministeren afventer nu politiets undersøgelse i sagen.