Det var en arbejdskonflikt, der førte til, at besætningen om bord på olietankskibet MT Vier Harmoni tidligere onsdag tog kontrollen over skibet og sejlede det fra malaysisk til indonesisk farvand.
Det oplyser de malaysiske myndigheder, efter det tidligere lød, at tankskibet lastet med 900.000 liter diesel var blevet kapret i Malaysia.
Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere internationale medier.
Ifølge malaysiske embedsmænd er den interne uoverensstemmelse nu løst, og der er ingen rapporter om tilskadekomne.
MT Vier Harmoni sejlede ud fra Malaysias største containerterminal, The Port of Tanjung Pelepas (PTP), i mandags og var lastet med diesel til en værdi af cirka 393.000 dollar svarende til godt 2,5 millioner kroner.
Skibet, der sejler under indonesisk flag, blev spottet i indonesisk farvand nær øen Batam.
/ritzau/