Det kan være svært at komme rigtig tidligt op om morgenen. Men nogen gange er det bare mere kostbart at sove over sig end andre gange.
Det må en tankpasser fra Vejle sande.
Hun skulle møde tidligt om morgenen på en Q8-tank. Men i stedet lå hun i de varme dyner og sov tornerosesøvn. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Alt i mens kvinden var i drømmeland, stod tanken pludselig i røg og damp, da klokken slog 6 fredag morgen. Dørene åbner af sig selv klokken seks, men da alarmen ikke var slået fra, startede røgkanonerne med at skyde røg.
- Det er simpelthen så pinligt, men det var min skyld. Jeg havde sovet over mig, men dørene i butikken åbner automatisk klokken 6, og hvis alarmen ikke er slået fra, bliver røgkanonen aktiveret, fortæller ekspedienten.
Både politi og brandvæsen blev tilkaldt, men kunne hurtigt konstatere, at der ikke var indbrud.