Folk i Fredericia evakueres på grund af eksplosionsfare
Beredskabsstyrelsen er sammen med politiet til stede på havnen i Fredericia, hvor der er ild i en tank.
Der er gået ild i en tank på Fredericia Havn. Genrefoto
Der er gået ild i en tank på Fredericia Havn. Genrefoto Foto: Colourbox/Free


Indbyggerne i et beboelsesområde nær havnen i Fredericia er først på natten til torsdag ved at blive evakueret.

Det skyldes faren for, at en brændende tank med palmeolie på Fredericia Havn eksploderer, siger Lars Grønlund, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

- Beredskabet, som er de eneste, der kan opholde sig i fareområdet, er i gang med at gå fra dør til dør for at evakuere dem, der skal evakueres, siger han til Ritzau.

Det er beboerne på Elsdyrvej, Skyttevej, Bjørnevej, Egernvej, Jagtvej, Vænget og Depotvej, der evakueres til Fredericia Idrætscenter.

To personer blev tidligere onsdag aften kørt på skadestuen, efter at der var gået ild i tanken.

- Det er nogen, der har siddet i en bil og følt ubehag, fordi de befandt sig tæt ved, hvor væsken var løbet ud af tanken. Men umiddelbart formodes det ikke, at det er alvorligt, siger Lars Grønlund.

Varlingssirenerne i Fredericia er i flere omgange blevet aktiveret onsdag aften, fordi myndighederne frygter, at den brændende tank kan eksplodere.

- Tanken kan muligvis eksplodere, hvis den ikke køles ordentligt. Man har derfor sagt, at alle inden for 1000 meter skal holde sig væk og opholde sig indendørs med lukkede vinduer, siger vagtchefen.

- Vi frygter, at fragmenter fra ståltanken kan ramme borgerne, tilføjer han.

Sammen med politiet er Beredskabsstyrelsen til stede på havnen, hvor der ifølge Lars Høg Schou, operativ chef ved Beredskabsstyrelsen, er tale om et kemikalieuheld på havnen.

Det skriver han på sin Twitter-profil.

- Der er i øjeblikket brand i en tank med palmeolie på Møllebugtvej ved Fredericia Havn. Der er en del røgudvikling på stedet, men røgen driver ud over vandet, oplyser politiet en pressemeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.