Talsmand for vicepræsident: Der er igen krig i Sydsudan
Søndag har styrker, som angiveligt er loyale over for Sydsudans præsident, angrebet vicepræsidentens bolig.


- Der er igen krig i Sydsudan.

Det siger en talsmand for Sydsudans vicepræsident, Riek Machar, til BBC.

Styrker, som er loyale over for vicepræsidenten, fortæller, at deres positioner i landets hovedstad, Juba, er blevet angrebet af regeringsstyrker.

Oberst William Gatjiath, som er vicepræsidentens militære talsmand, fortæller desuden, at præsident Salva Kiir "ikke er seriøs" omkring en fredsaftale.

FN har rapporteret om kraftig skududveksling tæt ved sit hovedkvarter i forstaden Jebel, og søndag er vicepræsidentens bolig i hovedstaden blevet angrebet af styrker, som er loyale over for præsidenten, fortæller en talsmand for Machar til Reuters.

- Doktor Machars residens blev to gange angrebet med kampvogne og kamphelikoptere i dag (søndag, red.),

Søndag oplyser landets sundhedsminister til Reuters, at dødstallet efter kampene i de sidste dage er nået op på 272 personer, inklusiv 33 civile personer.

Bølgen af vold kommer, kun få dage efter at Sydsudan har kunnet fejre femårsdagen for landets uafhængighed Sudan 9. juli.

Landet, der er verdens yngste nation, har dog lidt under en borgerkrig, der brød ud i december 2013.

Krigen brød ud, da præsident Salva Kiir anklagede sin afsatte højrehånd Riek Machar for at forsøge at kuppe sig til magten.

Parterne i borgerkrigen bestod hovedsageligt af regeringstropperne på den ene side og en række oprørsgrupper på den anden side. Regeringstropperne fik desuden hjælp af nabolandet Uganda.

Efter on-off forhandlinger indgik de stridende parter en fredsaftale i august 2015.

Store dele af aftalen er endnu ikke blevet gennemført. Riek Machar blev dog genindsat som vicepræsident i april 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.