Taliban og afghansk fredsdelegation skal mødes igen
Fredsdrøftelser mellem Taliban og en fredsdelegation fra Kabul tirsdag er endt med en aftale om at mødes igen
En fredsdelegation fra styret i Kabul og repræsentanter fra Taliban har til et officielt møde i Pakistan aftalt at mødes igen efter ramadanen for at drøfte en løsning på den 13 år gamle konflikt mellem de to parter i Afghanistan.
En fredsdelegation fra styret i Kabul og repræsentanter fra Taliban har til et officielt møde i Pakistan aftalt at mødes igen efter ramadanen for at drøfte en løsning på den 13 år gamle konflikt mellem de to parter i Afghanistan. Foto: Colourbox/free


De første officielt anerkendte fredsdrøftelser mellem Taliban og en afghansk fredsdelegation er endt tirsdag aften i Pakistan med aftalen om at mødes igen efter den muslimske fastemåned, ramadan.

Det oplyser Pakistan onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Pakistan var vært ved mødet, som kan være et vigtigt skridt i retning hen imod en afslutning på 13 års krig i nabolandet Afghanistan.

Her forsøger Taliban at bekæmpe regeringen i håbet om at genskabe det islamistiske regime, som blev væltet af den amerikansk-ledede militærintervention i 2001.

Nyheden om mødet mellem den afghanske fredsdelegation og Taliban blev offentliggjort tirsdag - kort efter to Taliban-angreb mod en Nato-konvoj og et af den afghanske efterretningstjenestes kontorer i Kabul, Afghanistans hovedstad.

En blev dræbt og flere såret i angrebene, som er led i Talibans årlige sommeroffensiv.

Det næste officielle møde mellem fredsdelegationen og Taliban skal efter planen finde sted 15. og 16. august i Doha i Qatar. Sådan lyder det fra kilder tæt på parterne ifølge Reuters. Der har på det seneste været afholdt flere uformelle møder mellem parterne.

Den pakistanske premierminister, Nawaz Sharif, betegner de netop overståede fredssamtaler som et gennembrud.

Det er dog langt fra sikkert, at samtalerne kan stoppe kampene og de mange angreb, da Talibans ledere er delt i spørgsmålet om at forhandle om fred med den afghanske regering, og flere top-talibanere er allerede hoppet over til Islamisk Stat.

Ikke desto mindre har parterne altså aftalt at mødes igen.

- Parterne er blevet enige om at fortsætte drøftelserne om at skabe et klima, hvor en freds- og forsoningsproces kan trives, lød det i en udtalelse efter mødet i Pakistan, som blev overværet af repræsentanter fra Kina og USA.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.