Taliban bomber regeringsbygning med et ton eksplosiver
Flere blandt 40 sårede er i kritisk tilstand, siger vicepolitichef efter Taliban-angreb mod regeringsbygning.


En selvmordsbomber i lastbil har mandag detoneret omkring et ton eksplosiver ved en regeringsbygning i det sydlige Afghanistan.

"Omkring 40 personer er såret i et selvmordsangreb mod" bygningen i provinshovedstaden Qalat, oplyser den lokale politichef, Mirwais Noorzai, til nyhedsbureauet AFP.

Taliban har taget skylden for angrebet.

Vicepolitichef Ghulam Jailani Farahi bekræfter antallet af sårede og tilføjer, at flere er i kritisk tilstand.

Komplekset i Zabul rummer flere af provinsens regeringskontorer.

- Omkring 1000 kg eksplosiver blev brugt i angrebet, siger Noorzai.

I slutningen af april indledte Taliban en offensiv. Siden da har Afghanistan oplevet en stigning i antallet af angreb mod regeringsbygninger og udenlandske mål.

Mindst fem mennesker blev dræbt for knap en uge siden, da en bombe eksploderede på en parkeringsplads ved justitsministeriet i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Eksplosionen skete, netop som de ansatte havde fri og var på vej ud af ministeriet.

Også det angreb tog Taliban skylden for, og den militante gruppe har truet med at dræbe flere "slaver" blandt dommere og anklagere.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.