Piloten, der måtte bruge katapultsæde i nedstyrtet F16-fly, har takket sine kolleger for at hjælpe ham sikkert ned.
Selv om han i tirsdag blev slynget ud af et fly med 450 km/t, var piloten fra det nedstyrtede F16-fly alligevel tilbage på arbejde i dag på Flyvestation Skrydstrup.
- Piloten har det godt. Jeg har lige talt med ham, og han er lidt småtræt. Han har haft en rigtig lang dag på arbejde, siger oberst Anders Rex, chef for Fighter Wing Skrydstrup, til DR Nyheder.
Piloten, der måtte bruge katapultsædet for at slippe ud af sit defekte F16-fly før flyet styrtede ned i Vesterhavet vest for Rømø, har brugt dagen på at deltage i debriefing-møder om, hvordan nedstyrtningen foregik i går.
- Han har været rundt og snakke med dem, der var en del af sagen i går.
- Og ikke mindst har han været ude ved dem, der reparerer katapultsæderne med en flaske alkohol som tak for et godt stykke arbejde, fortæller Anders Rex.
I det hele taget har både piloten og kollegerne taget nedstyrtningen med oprejst pande, fortæller obersten.
- Det er klart, at det var en alvorlig hændelse i går, så det giver stof til eftertanke. Det er meget unormalt, det her. Men stemningen har været god, siger han.
Jagerpiloterne på Flyvestation Skrydstrup har haft flyveforbud i dag, mens deres F16-fly blev tjekket for lignende fejl på landingsstellet, som i går førte til at et fly styrtede ned. Det er dog forventet, at flyene er i luften igen i morgen torsdag.