Tak for leverpostej: Spydig hån af "Løkkes lommepenge"
Borgerlige partier falder heller ikke i svime over Venstres jobreform.
- Der bliver lige knap råd til en stor pakke Stryhns leverpostej med V's skattelettelser, skriver Benny Engelbrecht på Twitter.
- Der bliver lige knap råd til en stor pakke Stryhns leverpostej med V's skattelettelser, skriver Benny Engelbrecht på Twitter. Nils Meilvang/Scanpix


Butiksassistenter, pædagogmedhjælpere, frisører og andre lavtlønnede skal umiddelbart ikke forvente en stor saltvandsindsprøjtning i økonomien, hvis Venstres bebudede jobreform bliver til virkelighed efter valget.

I hvert fald ikke med det indhold, der foreløbig er kendt, skriver Politiken.

Med jobreformen vil partiet hente 600 millioner kroner fra det såkaldte moderne kontanthjælpsloft og andre besparelser i beskæftigelsesindsatsen. Penge, som skal gå direkte til at lette skatten på arbejde.

Hvis man bruger de 600 millioner på at hæve beskæftigelsesfradraget, vil en kasseassistent på mindsteløn blot få 25 kroner i skattelettelser hver måned. Det viser en beregning fra Beskæftigelsesministeriet.

Hånes og spottes

Venstres skattelettelser bliver nu udsat for spot og hån på de sociale medier. Flere politikere fra rød blok mener, at gevinsten ved reformen er så lav, at de kalder den for "Løkkes lommepenge". Det er i hvert fald det "hashtag" (emneord, red.), der bliver brugt, når røde folketingsmedlemmer og ministre lægger billeder på Facebook af ting, de kan købe for de 25 kroner:

 

Borgerlig skuffelse

Venstres borgerlige allierede er ikke imponerede over ambitionsniveauet.

- Det er peanuts, som kun har en symbolsk betydning. Det vil ikke have nogen som helst effekt. Man flytter bare lidt penge fra en konto til en anden, siger Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen til Politiken.

Liberal Alliance skatteordfører, Ole Birk Olesen, er heller ikke imponeret.

- Det er da alt for lidt. Men jeg går heller ikke ud fra, at det er det eneste, Venstre vil gøre, siger han til Politiken.

Venstres finansordfører Peter Christensen anerkender beregningen. Men han fremhæver, at partiets tænkning går på to ben. Ud over skattelettelsen vil indførelsen af et ydelsesloft i sig selv være med til at skubbe folk i arbejde.

- Summen af at kunne lette skatten på arbejde samtidig med, at vi laver et kontanthjælpsloft skal begge dele bidrage til, at det bedre kan betale sig at arbejde, siger Peter Christensen til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.