Har du afspadsering til gode, er det værd at gå lidt tidligere de kommende dage.
For mens solen lige nu skinner, og temperaturerne i løbet af dagen kan snige sig op på 17-18 grader, så holder det gode vejr ikke ved til weekenden.
Det fortæller vagthavende metrolog hos DMI Mogens Rønnebek til Avisen.dk.
- I dag bliver vejret ganske udmærket, mens der nogle steder dog kan falde lidt regn. De næste 3-4 dage får vi tørvejr og solskin. Onsdag og torsdag vil temperaturerne ligge på 19-20 grader, og fredag kan de komme helt op på 22-23 grader. Hen mod weekenden kommer der dog et større regnvejr op over landet, siger han.
Og mens der lørdag formentlig vil falde en større mængde regn, så er det dog lidt færre dråber, der når os søndag.
Ingen sommer på vej
Indtil nu har vi ikke oplevet en egentlig sommerdag, der defineres ved 25 grader, omend vi ifølge Mogens Rønnebek vil være tæt på de kommende dage.
Og efter en ustadig weekend er der heller ikke tegn på, at sommeren for alvor bider sig fast.
- Herefter vender vi nemlig lidt tilbage til det vejr, vi har nu. Det vil sige temperaturer på 15-20 grader, siger han.
Det er derfor med at nyde vejret de kommende dage, hvor det dog vil blive varmest i de sydlige og østlige egne.