Tænketank: Skatteministeren fokuserer på det rigtige
Den liberale tænketank Cepos roser skatteminister Karsten Lauritzen (V) for dennes fokus på retssikkerhed.
Der er ros til skatteministeren fra den liberale tænketank Cepos.
Der er ros til skatteministeren fra den liberale tænketank Cepos. Foto: Scanpix


Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har annonceret en snarlig retssikkerhedspakke, og det er en vældig god idé, mener den liberale tænketank Cepos.

- Det er på tide, at der kommer fokus på retssikkerhed inden for skatteområdet. Det er et område, der har været underprioriteret alt for længe, siger chefjurist i Cepos, Henriette Kinnunen, som også har en fortid hos Skat.

- Faktisk har der kun været iværksat retssikkerhedsmæssige forbedringer inden for skatteområdet to gange i løbet af de seneste 10 år, siger Henriette Kinnunen.

Hun henviser til, da man i 2006 etablerede en stilling som retssikkerhedschef, og da man i 2014 etablerede et udvalg, som skal modernisere skattekontrolloven fra 1946.

- Parallelt hermed har man svækket retssikkerheden på en række områder. Blandt andet ved at forringe borgernes klageadgang og udvide Skats beføjelser på en række områder, siger hun.

Skatteministeren ønsker at tage kampen op mod de for mange og for vidtgående beføjelser, som Skat har. Borgernes retssikkerhed skal styrkes, mener han.

- Hensynet til myndighedernes administration og kontrolmuligheder har altså vægtet højere end hensynet til borgernes retssikkerhed, så det er på høje tid, at vi nu får genskabt balancen mellem hensynet til Skat på den ene side og hensynet til borgernes retssikkerhed på den anden, siger Henriette Kinnunen.

Hun peger på 10 områder, skatteministeren bør tage med i den annoncerede retssikkerhedspakke.

Blandt dem er at lukke Skats mulighed for at gå på kontrol i folks haver, etablering af en skatteombudsmand og at indføre en tidsgrænse for, hvor langt tilbage i tid Skat kan bede borgere og virksomheder fremkomme med oplysninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.