Tænketank: Sådan kan kommunerne spare 29 milliarder
Kommuner kan bruge 29 milliarder kroner mindre, hvis de effektiviserer som Frederiksberg, siger Cepos.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indleder tokantsforhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL) om stigende udgifter til flygtninge.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indleder tokantsforhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL) om stigende udgifter til flygtninge. Foto: Philip Davali/Polfoto


Hvis alle 98 kommuner drives lige så godt som den bedste kommune, Frederiksberg, kan de tilsammen spare knap 29 milliarder kroner om året.

Det siger forskningschef Henrik Christoffersen fra den borgerligt-liberale tænketank, Cepos. Han har gennemgået regnskabstal fra 2014 for alle kommuner. Mens Frederiksberg bruger budgettet mest effektivt af alle, ligger Brønderslev i bunden.

Henrik Christoffersen afviser, at man ikke kan sammenligne Brønderslev med en stor hovedstadskommune som Frederiksberg.

- Det giver samme resultat, hvis man sammenligner Brønderslev med Vejle. Der er yderst marginal forskel på, hvor mange penge Vejle og Frederiksberg bruger i forhold til deres udgiftsbehov, siger Henrik Christoffersen.

Blev Brønderslev drevet lige så effektivt som Frederiksberg, kunne kommunen spare 354 millioner kroner om året. Så slap hver indbygger årligt 9926 kroner billigere i skat.

På landsplan kunne danske kommuner ifølge Cepos spare knap 29 milliarder kroner om året. Det er tre milliarder kroner mere end sidste års tal.

Cepos bruger Social- og Indenrigsministeriets mål for kommuners udgiftsbehov, som staten har brugt siden kommunalreformen fra 1970, da bloktilskuddet blev indført.

Kan kommunerne så samle 29 milliarder kroner op?

- Beløbet kan samles op. Det er ikke sikkert, at det kan samles op over night (straks). Det kræver lidt tilpasning. Brønderslevs borgmester peger i bladet "Kommunen" på tre områder, hvor kommunen kan spare 20 millioner kroner, siger Henrik Christoffersen.

- Det er vanskeligt at forklare, at Brønderslev nødvendigvis skal bruge mange flere penge end Vejle.

Kommunerne har strammet disciplinen efter budgetloven med straf til kommuner, som bruger flere penge, end de må, påpeger Henrik Christoffersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.