De er ofte udskældte, men i virkeligheden kan det danske velfærdssamfund slet ikke undvære dem. Østarbejderne.
Den østeuropæisk arbejdskraft bidrager nemlig til at holde velfærdssamfundet i live, lyder konklusionen i en ny analyse fra centrum-venstre-tænketanken Cevea, skriver Berlingske.
- Det er en rigtig, rigtig god ting for Danmark, hvis de får job på danske vilkår. Den herboende danske befolkning reproducerer ikke sig selv godt nok til, at vi vil have en positiv befolkningsudvikling i mange år fremover. Hvis udlændinge og især østeuropæerne ikke kom hertil, ville vi slet ikke kunne have den økonomiske udvikling, som vi forventer at få, siger Frank Skov til Berlingske.
Analysen viser, at antallet af danske statsborgere i den mest erhvervsaktive alder fra 25 til 54 år er faldet med 13,3 procent siden 2000. Faldet er derimod kun på 4,3 procent, hvis man tæller udlændinge på arbejdsmarkedet med, og her udgør østeuropæere en stor andel.
Begrænset tilstrømning giver negative konsekvenser
Den politiske debat handler ofte om, hvordan man begrænser østeuropæernes adgang til danske ydelser. Begrænser man tilstrømningen af østeuropæere, vil det dog have negative konsekvenser, lyder det fra Bo Sandemann Rasmussen, der er nationaløkonom ved Aarhus Universitet.
- Det er klart, at vi ville have problemer med at besætte nogle job, hvis østeuropæerne ikke var her. Det ville betyde, at der ville være nogle virksomheder, som ville være nødsaget til at løse deres opgaver andre steder end i Danmark, fordi det ville være svært at skaffe arbejdskraft. Tingene ville se meget anderledes ud, hvis vi ikke havde østeuropæerne, siger Bo Sandemann. Rasmussen til Berlingske.