Det er fuldstændigt tåbeligt, at regeringen vil fjerne fattigdomsgrænsen i Danmark.
Det siger formand for Familie- og Socialudvalget i Aalborg Kommune, rådmand Mai-Britt Iversen fra Socialdemokraterne til DR Nordjylland.
Det håber hun også, at social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) vil indse, når hun senere i dag skal i åbent samråd omkring emnet. Det er Pernielle Rosenkrantz-Theil (S), der har rejst sagen i Socialudvalget og på den måde sendt ministeren i åbent samråd.
- Jeg håber da, at ministeren lytter og forstår, at det rent faktisk ikke er en god ide at nedlægge fattigdomsgrænsen. Det er bare at lukke øjnene og stikke hovedet i busken og ikke tage det politiske ansvar, siger Mai-Britt Iversen.
Hvis fattigdomsgrænsen fjernes, vil det ifølge Mai-Britt Iversen blive svært at holde fokus på de svageste familier i Danmark, og samtidig mister kommunerne et vigtigt styringsredskab.
- Når man har en fattigdomsgrænse, så er det ikke bare noget, man skal gå at kigge på. Den forpligter politikerne til at handle. Det kan betyde noget i forhold til, hvor dyre huslejer vi har, hvilke enkeltydelser vi giver borgerne, og hvordan hjælper vi dem videre i uddannelse og arbejde.
I dag defineres man som fattig, hvis ens formue er under 100.000 kroner, og man samtidig har haft en årlig indkomst under 103.000 kroner i en treårig periode, undtaget hvis man er studerende.
Læs om mere det åbne samråd i dag på Folketingets hjemmeside - klik her.